LO Århus: Fleksjobudspil må ændres
Udtalelse fra Repræsentantskabet i LO Århus, forsamlet til møde mandag den 26. marts 2012.
Fleksjobudspil må ændres
Regeringen vil forøge udbuddet af arbejdskraft med 135.000 frem til 2020. Alene udspillet til ændring af førtidspension og fleksjob skal på lang sigt bidrage med 12.500 ekstra par hænder og spare 3,5 mia. kr.
Men hvor er arbejdspladserne til alle disse mennesker? Med massive offentlige besparelser og et privat erhvervsliv i lavvækst er der ikke meget, der tyder på et opsving i beskæftigelsen. Vi frygter derfor, at regeringens udspil bidrager til at øge den i forvejen høje arbejdsløshed og presse løn og arbejdsforhold.
Dertil kommer udspillets uheldige konsekvenser for fleksjobberne:
- Hvis det ender med, at fleksjobbernes rettigheder udregnes efter deltidsansættelse, vil disse miste retten til fuld feriepengeoptjening, fuld løn under sygdom og fuld pensionsindbetaling - lige som det kan få betydning for andre overenskomstmæssige goder og for, om Funktionærloven kan anvendes.
- Udspillet gør den effektive arbejdstid til et spørgsmål mellem arbejdsgiver og den enkelte fleksjobber. Der er derfor risiko for, at fleksjobberen må prioritere løn og helbred lavere end fx ønsket om at bevare jobbet.
- I dag kan man gå fra ordinært job til fleksjob i samme virksomhed. Udspillet vil sætte en stopper for denne mulighed og indføre en karensperiode på et år. Det risikerer at betyde flere ledige fleksjobbere.
- I forvejen er ledigheden blandt fleksjobbere på 20-25 pct. Udspillet vil nedsætte ledighedsydelsen for fleksjobbere til 89 pct. af dagpengesatsen, og lade den falde væk efter to år. Derefter overgår de ledige til 60 pct. af dagpengesatsen – 10.300 kr. Et ikke urealistisk scenarie for mange. Ved sparerunder er det ikke mindst fleksjobbere, der er i farezonen.
- I dag bevilges et fleksjob én gang for alle. Fremover bevilges fleksjob for fem år af gangen for per-soner under 40 år. For personer over 40 år bevilges det første fleksjob for fem år. Det er ikke gavnligt for mennesker, der har behov for vished og tryghed.
- Alle nyoprettede fleksjob skal over på den ny ordning. Hvis en nuværende fleksjobber mister sit arbejde, skal vedkommende starte i et nyt job på den ny ordning med deltidsløn. Mange vil af den grund føle sig stavnsbundne på deres nuværende arbejdsplads. At lovgive med en de facto-tilbagevirkende kraft, svækker troen på politikerne og krænker retsbevidstheden.
Regeringens udspil sætter alene fokus på den enkelte, mens der ingen forslag er til indgreb i de betingelser, som skaber behovet for fleksjob, selv om et overordnet formål med reformen er at spare penge. Vi ved jo, at forebyggelse er billigt, fordi det netop kan gøres kollektivt - mens helbredelse er dyrt, fordi det sker individuelt. Regeringen burde i stedet tage fat om årsagerne til den høje sygelighed bl.a. et stadigt mere stresset arbejdsmarked med grænseløse krav til den enkelte.
LO Århus vil arbejde for en ændring af udspillet og tager derfor kontakt til Folketingets Beskæftigelsesud-valg og Beskæftigelsesministeren. Vi vil ligeledes opfordre alle århusianske fagforeninger og arbejdspladsklubber til også at lægge pres for at få udspillet ændret.
Dirigenter:
Verne Pedersen, Socialpædagogerne Østjylland
Kirsten Normann Andersen, FOA Århus