TV: Jubilæumsfest 2012 - tiderne skifter

Der var glæde og gensyn, da FOA Århus afholdt den årlige jubilæumsfest for 25, 40 og 50 års jubilarerne. Festen var også en god anledning til at tale om gamle dage og skiftende tider, og om hvad god hukommelse egentlig er.

De over et hundrede jubilarer blev modtaget med gaver og et tillykke, da de omkring kl. 18 ankom til de smukke lokaler i Centralværkstedet i Århus.

Jubilarerne begyndte aftenen med et glas mousserende vin i afslappede omgivelser, og forventningerne afspejlede den gode stemning.

Formand Kirsten Normann Andersen bød velkommen til de i alt 117 jubilarer. 71 kunne fejre 25 års medlemskab, 42 var oppe på 40 års medlemskab, og 4 medlemmer deltog i jubilæet med et 50 års jubilæum og fik ekstra opmærksomhed med blomster og klapsalver.
Efter velkomsten var det tid til at gå til bords. Den lækre tre retters menu bestod til forret af varmrøget kulmule med havtorn, gulerod og estragon. Til hovedret havde de dygtige kokke sammensat langtidsstegt kalvekød med lækkert tilbehør og ristede kartofler, og desserten bestod af lækker chokoladekage, med hjemmelavet is og frugt. En sammensætning der blev nydt og gav en god stemning, og der blev snakket ivrigt om fortid og nutid med gamle og nuværende kollegaer.

Efter maden var der underholdning af tryllekunster Niels Brok, der på sin egen finurlige vis fik alle til at tænke over, hvad god hukommelse er. Under middagen bad han nemlig 26 personer om at tage to kort hver. Herefter overraskede han alle ved at huske samtlige kort og navne på indehaverne af kortene.

Omkring kl. 22.00 sluttede festen og de mange jubilarer forlod Centralværkstedet efter en dejlig aften.