LO Århus: Udtalelse fra repræsentantskabet

Udtalelse fra Repræsentantskabet i LO Århus, forsamlet til møde mandag den 26. marts 2012.

Den ny regering kom til med baggrund i et ønske om at vende 10 års borgerlig udvikling i Danmark.
Regeringen hænger dog stadig fast i store dele af den tidligere regerings grundlag, som ikke mindst havde baggrund i et overvejende borgerligt folketing.

Intensionerne om at skifte til en socialt ansvarlig og offensiv politik, har ikke givet sig udslag i de ønskede resultater og vi må forlange at der snart viser sig reel forandring.

Fremtidens velfærd er truet af omfordeling mellem de svagest stillede, mens middelklassen og i sær de rigtigt rige bliver holdt skadesløse, ja endda præmieret.

Universelle ydelser er til diskussion og overvejelserne om der er råd til velfærd, folkepension, uddannelsesstøtte og sundhed, går hånd i hånd med beskyttelse af skattelettelser, voldsomme lønninger og fredning af finanssektoren.

”Ret og pligt” retorikken har fået nye dimensioner og det ser mere og mere ud til at pligterne skal lægges på almindelige lønmodtagere, mens rettigheder er noget de mere velstillede tager sig af.

Hvis regeringens sympati hos arbejderbevægelsen ikke skal lide alvorlige knæk, er vi nødt til at få nogle klare politiske udmeldinger om bevarelse af den velfærd, som et af verdens rigeste lande skal have råd til.

Arbejdsmarkedet har svært ved at ”tø rigtigt op” efter krisen og et effektivt værn mod social dumping, bliver blokeret af arbejdsgiverne.

Regeringen har vores opbakning til at træde i karakter ved de kommende trepartsforhandlinger og sætte ”tommelskruer” på, for at få standset dette misbrug af udenlandsk arbejdskraft og efterfølgende pres på danske løn og arbejdsforhold.

Regeringen har vores opbakning til at forbedre den arbejdsmarkedspolitik, som de borgerlige fik gennemtrumfet ud fra kontrol, mistænkeliggørelse og ikke mindst markedskræfternes styring af beskæftigelsesindsatsen.

Regeringen kom til, med hjælp fra fagbevægelsen og andre gode kræfter, med mål om og et begrundet håb om et mere retfærdigt og solidarisk udgangspunkt. Det mål vil vi stadig hjælpe med at opfylde.

Dirigenter:
Verne Pedersen, Socialpædagogerne Østjylland
Kirsten Normann Andersen, FOA Århus