Læs op Udskriv Fredag den 22.02.2013 FOA Århus repræsentanter anbefaler nej til OK-13 resultater FOA Århus repræsentanter stemte nej, da FOAs strategimøde vurderede resultaterne af de kommunalt ansattes overenskomstforhandlinger. Et klart flertal stemte imidlertid ja på mødet, hvor afdelingsformænd, faglige udvalg, sektorbestyrelser og hovedbestyrelsen deltog. Del på Facebook Del på X Send som mail Af: Anders Schou FOA Århus repræsentanter var især kritiske overfor de lave lønstigninger i forliget. Alle erkender nemlig, at priserne sandsynligvis vil stige mere end lønnen i overenskomstperioden, og derfor vil reallønnen formentlig falde. Og da eksempelvis fødevarepriserne er de samme for højt- og lavtlønnede, så vil et reallønsfald ramme de lavtlønnede hårdest. Netop derfor prioriterede FOA Århus et overenskomstkrav om lønstigninger i kroner fremfor procenter højt. Et ens kronebeløb til alle kommunalt ansatte ville nemlig give de lavest lønnede forholdsvis mest, mens en ens procentsats har den modsatte virkning. Desværre giver forliget lønstigninger i procent, og de ca 2 % over to år er mindre end de forventede prisstigninger. Den faldende realløn var hovedårsagen til, at strategimødets mindretal og deriblandt FOA Århus’ repræsentanter ikke ville anbefale forliget. Flertallet på mødet vurderede også, at reallønnen er i fare, men de vurderede, at FOA Ikke kan opnå mere. Samtidig lagde de vægt på, at arbejdsgiverne ikke kom igennem med en række vidtgående krav, der blandt andet handlede om, at færre skulle have tillidsmandsbeskyttelse. FOAs hovedbestyrelse skal senere tage stilling til overenskomstresultaterne, som så skal til afstemning blandt FOAs medlemmer.