Kantinemedarbejder fik hjælp af FOA, da Krifa svigtede. Læs op Udskriv Torsdag den 12.12.2013 FOA hjalp, hvor KRIFA svigtede KRIFA kunne ikke hjælpe, da kantinemedarbejder oplevede en alvorlig personalekonflikt. Men det kunne FOA. Del på Facebook Del på X Send som mail Af: Anders Schou Joan Højager Koch følte her i efteråret, at KRIFA svigtede hende, da hun efter mange års medlemskab første gang havde alvorligt brug for hjælp. - Jeg er så skuffet over KRIFA. Jeg har trods alt været medlem og betalt kontingent siden 1995, fortæller hun Joan Højager Koch har i ni år arbejdet i Århus Universitetshospital Skejbys kantine, hvor hun i efteråret blev involveret i en ubehagelig personalekonflikt. En kollega beskyldte hende for at udsprede rygter, hvilket kantinemedarbejderen afviste, og de blev enige om, at et møde for hele personalegruppen og ledelsen skulle rense luften. Da Joan Højager Koch var en hovedperson på mødet, ville hun gerne have en bisidder fra sin fagforening med, men det afviste KRIFA at sende. - De tilbød at sende et papir, hvor der stod, hvad jeg skulle sige, men det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg havde brug for en person, der var til stede og løbende kunne støtte mig, forklarer Joan Højager Koch. Hun ringede derefter til FOA, som sendte en repræsentant til mødet. - Jeg fik simpelthen så god en hjælp. Der var virkelig styr på det, og FOA’s indsats havde stor betydning for, at mødet forløb godt, siger Joan Højager Koch. Mødet konkluderede, at alle nu skulle se fremad, og den konklusion holder i dag, hvor Joan Højager Koch oplever, at personalekonflikten er løst. Hun fortryder i dag, at hun i mange år var KRIFA-medlem. - Min søster har altid sagt, at jeg skulle være medlem af en rigtig fagforening, men jeg skulle åbenbart lære det på den hårde måde. Det kan simpelthen ikke betale sig at være medlem hos KRIFA, siger Joan Højager Koch. I dag er hun ikke alene selv FOA-medlem. Hun har også overtalt en kollega til at skifte fra KRIFA til FOA. Se øvrige nyheder