Julehilsen fra FOA Århus
Kære medlemmer, tillidsvalgte og samarbejdspartnere
Julen er en velkommen pause i en travl hverdag, hvor vi kan hygge os med familien og har tid til at tænke os om. Det betyder ofte, at vi gør status over det år, som næsten er gået, og det fører så igen til, at vi træder ind i det nye år med et eller flere nytårsfortsætter.
I FOA Århus må et vigtigt nytårsfortsæt være, at vi undgår de uretfærdigheder, som arbejdsgiverne har udsat nogle medlemmer for i 2013, og det skal vi bruge den næste overenskomstfornyelse til. FOA skal i 2014 formulere de overenskomstkrav, som vi vil have gennemført, når vi i 2015 forhandler overenskomster med de offentlige arbejdsgivere.
Et vigtigt krav bør være, at medlemmerne får en bedre beskyttelse mod usaglige fyringer. Arbejdsgiverne kan simpelthen alt for let og alt for billigt fyre de ansatte, selvom de ikke har en ordentlig begrundelse for fyringerne. Det har vi eksempelvis oplevet i Midttrafik, som har fyret flere billetkontrollører på et meget tvivlsomt grundlag.
Et andet oplagt krav er, at FOA-medlemmernes fritid skal være bedre beskyttet, end den er i dag. Alt for mange har svært ved at få deres liv til at hænge sammen, fordi det på flere af vores overenskomster er gratis for arbejdsgiverne at ændre folks arbejdstid, hvis de varsler det blot fire døgn før. Det føles, og er selvfølgelig dybt uretfærdigt, at en arbejdsgiver på den måde kan tvinge ansatte til at droppe vigtige personlige aftaler og slet ikke behøver at skele til, om det koster noget.
Endnu et oplagt krav er mere i løn. FOAs medlemmer har stort set ikke fået reelle lønstigninger siden 2008. Det er uretfærdigt i en situation, hvor den offentlige sektors chefer ofte får meget store lønstigninger, fordi de langt hyppigere end FOA-medlemmerne opnår store personlige tillæg.
Det er et faktum, at de faglige udfordringer står i kø, og vi kan forudse, at 2014 bliver endnu et travlt år. Men først lader vi julefreden sænke sig og ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.
På FOA Århus afdelingens vegne
Kirsten Normann Andersen