Læs op Udskriv Tirsdag den 19.11.2013 Debatindlæg: Midttrafik sammenligner pærer og bananer Del på Facebook Del på X Send som mail Midttrafiks vicedirektør Mette Julbo fortsætter med at sammenligne pærer og bananer, når hun i Århus Stiftstidende d. 15. november fremhæver G4S-vagternes billetkontrol-indsats på bekostning af de oprindelige kontrollørers. Sammenligningen er urimelig af flere grunde. Det oprindelige kontrollørkorps har ikke været fuldtalligt siden begyndelsen af 2010, hvor ledelsen begyndte at fyre fagligt aktive og skabte et dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, der gjorde mange syge. Og selv dengang var de 24 oprindelige kontrollører færre, end det antal, som er på gaden i dag. Nutidens kontrollørkorps er rekordstort og består af 24 eller 19 G4S-vagter, alt efter hvornår man spørger Mette Julbo, samt syv oprindelige kontrollører, der stadig har lov at gå på arbejde. Og alle disse mange kontrollører har en langt lettere opgave, end det oprindelige fuldtallige korps havde i foråret 2010, hvor busruterne var nogle helt andre. Det nye bus-net fra august 2011 skar jo ned på driften i yderområderne og samlede kørslen på indfaldsvejene, og derfor er det væsentligt nemmere at kontrollere mange busser og passagerer efter omlægningen. Og i august 2011 havde halvandet år med en brutal ledelsesstil kraftigt reduceret det oprindelige kontrollørkorps, så det er mildt sagt unfair, hvis man sammenligner kontrolindsatsen dengang med i dag. Mette Julbo skriver, at G4S er kontraktligt forpligtet til, at 10 % af kontrollen skal foregå i yderzonerne tre og fire, og at 10 % skal foregå på ydertidspunkter, altså om aftenen, natten og i weekender. Hun oplyser imidlertid ikke, hvor stor en procentdel af G4S-vagternes bødeudskrivninger, der rent faktisk bliver foretaget i yderzonerne og på ydertidspunkterne, men blot, at det er ”mange”. Faktuelle procenttal kunne ellers være relevante her, når vicedirektøren ser dette, som et ”indiskutabelt bevis for, at G4S leverer som aftalt.” Men hvis Mette Julbo rent faktisk har ret, så er G4S jo væsentligt bedre til at lede en billetkontrolafdeling, end vicedirektøren og den øvrige direktion var. Og hvorfor så stoppe her? Måske kan man eksempelvis få flere busser på gaden, hvis andre end den nuværende direktion løser de øvrige ledelsesopgaver? Afdelingsformand Kirsten Normann Andersen FOA Århus Christian X’s Vej 56-58 8260 Viby J Se øvrige nyheder