Læs op Udskriv Fredag den 06.09.2013 Nattevagt får 41.043 kr. efter forkert sygedagpengeberegning FOA-medlem Dorte Tanghus har fået 41.043 kr. udbetalt, efter FOA Århus hjalp hende i en sygedagpengesag. Del på Facebook Del på X Send som mail Af: Anders Schou Dorte Tanghus er uddannet social- og sundhedshjælper og arbejdede som nattevagt i plejeboligerne Kildemosen på Samsø. Hun var her udsat for en langvarig belasting, da en dement beboer over en længere periode var meget voldsom overfor både andre beboere og hende selv. Social- og sundhedshjælperen var flere gange alene om at forhindre, at den demente generede de andre beboere, og hun blev selv slået og spyttet på, ligesom den demente kastede ting efter hende. Til sidst blev belastningen for stor, og Dorte Tanghus fik i 2010 en depression, der er blevet anerkendt som en arbejdsskade. Da Samsø Kommune beregnede hendes sygedagpenge, begik kommunen imidlertid en fejl. Dorte Tanghus havde, hvad der svarer til 30 timers arbejde om ugen, og da hun var nattevagt, var lønnen så høj, at hun kunne få fulde dagpenge. Men kommunen beregnede hendes sygedagpenge efter hun var blevet opsagt, ud fra at hun var deltidsansat, selvom hun var fuldtidsforsikret i sin a-kasse. Dorte Tanghus’ bror opdagede fejlen, og hun gik til FOA Århus, der krævede beregningen lavet om. Det afviste Samsø Kommune og henviste til, at kommunen ikke havde fået dokumentation for, at hun var fuldtidsforsikret, dengang beregningen blev lavet. FOA Århus klagede over afgørelsen og argumenterede for, at kommunen havde ansvaret for at skaffe den nødvendige dokumentation. Ankestyrelsen har nu afgjort sagen og giver Dorte Tanghus og FOA Århus medhold. I afgørelsen fastslår Ankestyrelsen, at et a-kassemedlem skal have det samme beløb i sygedagpenge, som hun ville være berettiget til som arbejdsløs, og at sagen ikke er forældet. Dorte Tanghus får derfor de manglende sygedagpenge udbetalt med tilbagevirkende kraft, i alt 41.043 kr. efter skat. - Det er en stor hjælp, jeg har fået i FOA; det har været alle tiders, siger hun og er også taknemlig for sin brors indsats. - Han har støttet mig meget og er gået med til mange møder. Alle i min situation bør have en bisidder med, for sygdommen kan gøre det svært at huske, fortæller Dorte Tanghus.