Sektorårsmøder hos FOA Århus
Tirsdag d. 12. marts afholdt henholdsvis Kost- og Servicesektoren samt Social- og Sundhedssektoren årsmåder hos FOA Århus, og der var igen i år oplæg til debat om aktuelle emner.
Af: Peter Justesen
Formand for Social- og Sundhedssektoren Jette Ohlsen aflægger beretning. Hos Social- og Sundhedssektoren var beretningen præget af årets vigtigste begivenheder. Blandt andet fortalte formand Jette Ohlsen om nedskæringer, udliciteringer, omstillinger, arbejdsmiljø, vold i psykiatrien og det nye ord langtidsfriske medarbejdere. Men der blev også talt om positive elementer som jobrotation, ny uddannelsesstrategi og grundlæggende voksenuddannelse.
Hos Kost- og Servicesektoren var den formelle beretning droppet, og medlemmerne fik i stedet et oplæg fra faglig konsulent Jan Helbak, der talte om krisen og årsagerne til den. Hans påstand er, at krisen ikke nødvendigvis burde ramme den offentlige sektor så hårdt, som det er tilfældet, og flere medlemmer mente, at det var spændende at høre om et tema, frem for den traditionelle årsberetning.
Faglig konsulent Jan Helbak holder oplæg om årsagerne og konsekvenserne af krisen.
- Det var et godt oplæg, som Jan Helbak leverede, og det åbnede også op for nogle interessante diskussioner i sektoren, men mange medlemmer gav også udtryk for, at det ville være sjovere, hvis der blev lavet en fælles debat, som alle sektorer deltog i, så der kunne komme en tværfaglig snak et større fællesskab blandt medlemmerne af de forskellige sektorer, siger formand for Kost- og Servicesektoren Ulla Warming.
Hos Social- og Sundhedssektoren var koncerndirektør Anne Jastrup fra Region Midtjylland på besøg, og hun holdt et oplæg om nuværende og fremtidige udfordringer i Psykiatri og Social i Region Midtjylland.
Anne Jastrup havde mange gode bud på, hvordan kommunerne og regionen kan blive bedre til at samarbejde om behandlingen af de psykiatriske patienter, og hun nævnte flere dilemmaer, blandt andet at flere forskellige instanser skal blive enige, når der skal skabes et godt patientforløb. Efterfølgende var der enighed om, at det havde været et godt indspark til sektorårsmødet.
FOA Århus var vært ved en fælles middag i huset, og her var der tid til en god faglig snak mellem medlemmerne.
Årets generalforsamling afholdes d. 18. april og tilmelding kan ske her.
Pædagogisk Sektor og Teknik- og Servicesektorerne afholder årsmøder d. 19. marts. Tilmelding kan ske her.