TV: Firma smidt ud af jobnet efter misbrug

Virksomheden ID-Kompagniet er blevet udelukket fra jobnet.dk, efter at firmaet i en række tilfælde har spammet jobsøgende med tilbud om dyre kurser.

Jeannette Friis blev ledig i begyndelsen af december sidste år og tilmeldte sig derfor jobnet.dk og udfyldte sit CV, som man skal for at få sine dagpenge.

Det misbrugte firmaet ID-Kompagniet, da de med et virksomheds-login fandt emails til jobsøgende på jobnet.dk og spammede de ledige med tilbud om dyre jobsøgnings kurser til over 10.000 kr.

Kurser af den art er normalt gratis hos jobcenteret, og desuden var tilbuddene også ulovlige, fordi jobnets regler siger, at virksomheder kun må tilbyde lønnet beskæftigelse gennem jobnet.dk.

Derfor har Arbejdsmarkedsstyrelsen nu udelukket ID-Kompagniet fra brug af jobnet.dk, og virksomheden er også blevet anmeldt til Forbrugerombudsmanden. De mange mails er nemlig også en overtrædelse af markedsføringsloven, og virksomheden risikerer en bøde over 10.000 kr.

Indehaver Lars Hede har i et interview indrømmet, at han nok, så vidt han husker, har sendt tilbuddet til en 10-12 ledige.

Se indslaget ovenfor og se det tidligere mere detaljerede indslag med flere telefoninterviews her.