TV: Stem på Mogens til ældrerådsvalget
Pensioneret brandmand Mogens Jensen har i mange år arbejdet som tillidsrepræsentant og kæmpet for ældres vilkår. Nu vil han forbedre forholdene for de ældre i Århus Kommune. FOA Århus opfordrer alle stemmeberettigede til at støtte Mogens Jensen.
Af: Peter Justesen
Mogens Jensen var i 13 år tillidsmand på Århus Brandsstation og medlem af den faglige bestyrelse i 20 år. Nu stiller han op til Ældrerådet i Århus Kommune for at gøre en indsats og en forskel der.
- Jeg tror på, at jeg kan hjælpe med til, at gøre tingene bedre, siger Mogens Jensen.
Han har igennem sin tid som brandmand set mange eksempler på dårlig ældrepleje, når han og kollegaerne var på arbejde rundt om i kommunen, og det har berørt ham.
- Jeg har set forskellige ting, og de senere år har jeg set de grimme ting hos ældre i eget hjem. Og det vil jeg gerne være med til at ændre på, fortæller Mogens Jensen.
Mogens Jensen var også ophavsmanden, da FOA Århus lavede en minidokumentar om ældres vilkår i Århus Kommune. Det var nemlig hans naboer, der dannede rammen om fortællingen. Mogens Jensen havde i længere tid set, hvordan det gik for naboerne og måtte personligt lægge mange timers arbejde og hjælp, før kommunen endelig gik ind og gav den berettigede støtte.
Hos FOA Århus er der ikke tvivl om, at Mogens Jensen vil gøre en forskel, og derfor støtter afdelingen hans kandidatur og opfordrer alle stemmeberettigede til at gøre det samme.
- Det skal de fordi, det er vigtigt for Ældrerådet, at der også sidder nogle repræsentanter med en meget veludviklet retfærdighedssans. Samtidig har han en rigtig god kontakt til mange ældre FOA-medlemmer via vores egen seniorklub, hvor man har en masse erfaring om, hvordan ældreplejen fungerer i praksis. Endelig har Mogens Jensen mange års erfaring som tillidsrepræsentant og ved meget om organisationsarbejde, og det er en stor fordel, hvis man gerne vil have indflydelse, udtaler formand for FOA Århus Kirsten Normann Andersen.
I dag er 62-årige Mogens Jensen medlem af bestyrelsen hos både FOA Senior, i FOA Seniors regionsråd og i Folkestedet i Carl Blochsgade, og nu vil han især sørge for, at der kommer mere fokus på holdningerne i ældrerådet, og det skal ske med mere aktivt pressearbejde.
Alle over 60 år kan stemme i perioden 8. til 25. oktober. Gør din indflydelse gældende og stem på Mogens Jensen til ældrerådsvalget. Find mere information på aeldreraadaarhus.dk
Interesserede kan hente Mogens Jensens valgfolder her.