Gratis job-dansk for tosprogede

Tosprogede kan få et gratis kursus, hvor de lærer hverdagsdansk og smalltalk, og som præsenterer dem for dansk arbejdspladskultur og arbejdsmarkedsregler. Kurset skal gøre det lettere for deltagerne at klare sig på det danske arbejdsmarked.

Sprogfærdigheder, kulturforståelse og arbejdsmarkedskendskab er nyttig viden, når man vil klare sig godt på det danske arbejdsmarked. Og tosprogede kan nu få et gratis kursus, hvor de kan forbedre deres kvalifikationer.

Undervisningen vil blive målrettet til de enkelte deltagere og indeholde udtaleøvelser, læseforståelse og anden sprogtræning. Der vil også være informationer om skrevne og uskrevne regler, dansk humor og ironi samt danske arbejdsmarkedstraditioner, ligesom kursisterne vil lære om feriepenge, barnets 1. sygedag og andre arbejdsmarkedsforhold.

Det er FO-Århus, der står for kurset ”Gratis arbejdsmarkedsdansk for flygtninge/indvandrere”. Interesserede kan læse mere om kurset, og hvordan man tilmelder sig her.