Hjælp en kollega til strejkeunderstøttelse
Man skal være medlem af FOA senest 1. januar 2015, hvis man skal have konfliktunderstøttelse til foråret. Så kender du et ikke-medlem, der arbejder på et af FOAs områder, kan han eller hun få gavn af et godt tilbud.
Af: Anders Schou
Det er vigtigt, at alle ikke-medlemmer af FOA får et tilbud om at blive medlemmer. FOAs hovedbestyrelse har nemlig besluttet, at personer, som arbejder indenfor FOAs områder skal være medlemmer senest 1. januar 2015, hvis de skal have konfliktunderstøttelse. Personer, som først bliver ansat efter 1. januar, kan selvfølgelig godt få konfliktunderstøttelse, selvom de også ført bliver medlemmer efter 1. januar.
Forårets overenskomstforhandlinger kan let ende med konflikt, fordi arbejdsgiverne sandsynligvis vil kræve mere fleksibel arbejdstid, mens mange FOA-medlemmer omvendt synes, at de nuværende arbejdstidsregler i forvejen er rigeligt fleksible.
Den uenighed kan føre til både strejke og lockout. Og kender du et ikke-medlem, som arbejder under en FOA-overenskomst, kan du hjælpe ham eller hende til at få konfliktunderstøttelse, hvis du opfordrer vedkommende til at blive FOA-medlem.