TV: 40 år i samme børnehave

Rita Laursen var som pædagogmedhjælper i 1974 med til at åbne Børnehuset Mælkevejen i Tilst, og der har hun så været lige siden. Nu har hun fejret 40 års jubilæum med kun to sygedage.

Der var kage, udsmykning og gensynsglæde, da Børnehuset Mælkevejen i Tilst fejrede Rita Larsens 40 års jubilæum som ansat i institutionen.

Men Rita Laursen tænker ikke meget over, at der er gået 40 år, og hun har aldrig overvejet at skifte arbejde.

- Jeg har en masse kollegaer, nogle dejlige børn og forældre. Jeg tænker ikke så meget over tiden, sagde hun.

Hun var med til at åbne institutionen i 1974, og flere af hendes gamle kollegaer kom forbi på jubilæumsdagen, og både de nuværende og gamle kollegaer har svært ved at forstå, at der er gået så mange år.

- Det er jo fuldstændig vildt. Jeg tror ikke, at jeg kender andre i institutionsverdenen, som har været så mange år i samme job, men Rita har ikke kunne undvære det, sagde blandt andet tidligere kollega Anette Møller fra Ebeltoft.

Rita Laursen har kun haft to sygedage på de 40 år, men hun kender ikke selv årsagen til det gode helbred. Hun dyrker ikke motion, og hun får gerne cigaretter og en lille en, når der er fest.

Om to måneder fylder hun 67 år, men Rita Laursen har endnu ikke planer om at gå på pension.