TV: Gak-gak historier fra psykiatrien
Selvom det til tider kan være hårdt at arbejde i psykiatrien, så er der også mange sjove episoder. Derfor har pensioneret plejer Jørgen Max brugt flere år på at indsamle underholdende anekdoter og historier, og de er nu udgivet i bogen ”- det er helt gak-gak mand - humoren i psykiatrien”.
Af: Peter Justesen
Udgivelsen blev fejret og markeret med en reception hos FOA Århus, og her kunne medredaktør og pensioneret plejer Jørgen Max blandt andet fortælle, at det har taget tre år at indsamle alle historierne.
- Jeg håber, at bogen er en øjenåbner for både nye og gamle medarbejdere; at de ligesom ser, at det er ikke er så svært at arbejde med psykisk syge mennesker. Det er faktisk en kæmpe oplevelse, selvom det kan være hårdt og anstrengende ind i mellem, sagde Jørgen Max.
Der er mange historier, og de spænder vidt. Lige fra historiske sjove beretninger om forandringer, overtil uddrag af dårligt skrevne patientjournaler til dagligdags samtaler mellem plejere og patienter. Eksempelvis denne sjove fortælling:
”Psykiateren forklarer den jalousiforrykte ægtemand, at hans kone selvfølgelig er et menneske på godt og ondt, ligesom han selv. Patienten: - Der kan de selv se. Så har hun været mig utro!"
Historierne er med til at lette hverdagen og gøre arbejdet sjovere for alle, og Jørgen Max forventer, at der bliver udgivet endnu en bog.
- Vi har oprettet en lukket facebookgruppe, og der er kommet rigtig mange historier ind på den, og der er meget stof at hente. Derfor tror jeg, at der kommer endnu en bog, fortæller Jørgen Max.
Bogen koster 150 kr. og kan købes hos FOA Århus. Overskuddet går til personalets seniorklub på psykiatrisk hospital.