TV: Mere respekt for kloge hænder

Det danske samfund har mistet respekten for faglighed, og det er en farlig udvikling, mener debattøren Mattias Tesfaye, der har skrevet bogen ”Kloge Hænder” om emnet.

Mattias Tesfaye besøgte onsdag d. 26. februar FOA Århus for at fortælle om sin nye debatbog ”Kloge hænder”, og han lagde lidt provokerende ud:

- Da jeg gik på gymnasiet, syntes vi, at eleverne på erhvervsskolerne var nogle tabere. Da jeg jeg så kom på teknisk skole, syntes vi, at dem på gymnasierne var nogle snobber. Det synes jeg er et sundt samfund, at man går rundt og ser lidt skævt til hinanden. Det nye er, at vi håndværkere, folk med en faglighed, vi selv er begyndt at miste respekt, for det vi laver. fortalte Mattias Tesfaye.

Han kan udtale sig om begge steder, fordi han begyndte på gymnasiet og senere skiftede til teknisk skole for at bliver murer, og hans nye bog er et forsvar for faglighed og praktisk viden om et fag.

Mattias Tesfaye mener nemlig, at der efterhånden er for meget fokus på teori og akademiske uddannelser, og at der ikke længere er respekt for faglige uddannelser, og det mener han er stort problem.

- For eksempel er det kun syv procent af danske forældre, der ønsker at deres børn skal starte på en erhvervsskole. Det er jo et udtryk for, at alle os, der selv har gået på en erhvervsskole, drømmer om, at vores børn skal gå i gymnasiet, sagde Mattias Tesfaye.

Mattias Tesfaye mener, at udviklingen er farlig, og at den på længere sigt vil betyde, at Danmark taber konkurrenceevne. De fleste iværksættere har nemlig en faglig uddannelse, og han tror også, at Danmark bliver et mere ulige samfund, fordi fagligt uddannede i højere grad risikerer at tabe kampen om lønudviklingen.

Derfor vil han gerne have, at alle fagligt uddannede blæser til kamp sammen med de faglige organisationer. Det er nemlig nødvendigt, hvis vi ikke i fremtiden skal opleve, at det danske samfund bliver endnu mere skævt fordelt, end det er nu.