TV: Vil beskytte brandmænd bedre mod kræft
Århus Brandvæsen har længe været opmærksom på den øgede forekomst af kræft hos brandmænd, og med nye branddragter og rutiner bliver beskyttelsen bedre.
Af: Peter Justesen
Det går og skal gå hurtigt, når alarmen lyder hos Århus Brandvæsen. Men nu er tempoet blevet sat en smule ned, når branden er blevet slukket.
Århus Brandvæsen har nemlig fået nye dragter, og der er blevet indkøbt så mange, at det nu er fast praksis, at skifte dragter før brandmændene sætter sig ind i bilerne og kører hjem igen.
- Så slipper vi for en masse partikler inden i kabinen, fortæller tillidsrepræsentant Niels Larsen fra Århus Brandvæsen.
Flere udenlandske undersøgelser viser, at partiklerne kan være kræftfremkaldende, men danske myndigheder mener ikke, at kræftrisikoen er dokumenteret.
Derfor har ledelsen ladet tvivlen kommet brandmændene til gode, og har indkøbt ekstra mange dragter. Desuden er der også investeret i nye vaskemaskiner, der kan håndterer den ekstra mængde vasketøj.
- Det giver lidt ekstra arbejde ude på brandstedet, og vi har også ansat en mand til at stå for vasketøjet. Men hvis det kan være med til at redde os fra sygdom, så synes jeg, at det er godt givet ud, siger Niels Larsen.
Alt i alt er brandfolkene glade for de nye tiltag. Det eneste der nu mangler, er den gode gamle lugt i bageriet.
- Vi savner lidt, at kunne komme ind i remisen om morgenen og lugte, at gutterne har været på arbejde om natten. Nu lugter her af kontor, fortæller Niels Larsen med et smil på læben.