Debatindlæg: Bureaukraternes pleje-paradoks
Skrivebordsbureaukrater har ikke gjort noget godt for velfærden – tvært imod. De opstod ganske vist på et grundlag, hvor den uudtalte påstand var, at fagpersonalet var for rundhåndede med hjælp. Men hvad der var sparet ved de efterfølgende konstante besparelser er aldrig tjent. Til gengæld bruger kommuner og regioner nu skønne millioner på bureaukrati, som i stedet kunne være brugt på velfærd.
Det er i den grad et paradoks, når embedsmænd i kommunerne nu mener, at de ikke kan give handicappede børn gratis pleje. Det alene sker på baggrund af en skrivebordsafgørelse, som slår fast, at barnet ikke har et udviklingspotentiale. Men spørger man fagpersoner, så vil stort set alle handicappede børn have et udviklingspotentiale. Potentialerne er ikke altid lige store og kan begrænse sig til evnen til at sige til eller fra på sin egen måde. Men det er også et potentiale.
Alt imens vurderer andre embedsmænd, at alt for mange trætte gamle har et udviklingspotentiale og derfor kan optrænes til at skulle undvære pleje. Her ser embedsmændene pludselig et stort udviklingspotentiale i en livsfase, hvor det typisk samlet set går ned af bakke for os alle – i forskelligt tempo ganske vist.
I begge tilfælde er fokus ikke på de berørte borgeres behov, men på besparelser, og derfor ser bureaukraterne et stort udviklingspotentiale i alderdommen, som, de mener, er helt fraværende hos handicappede børn.
Så jo - skrivebordsbureaukraterne gør deres bedste for at leve op til de forventninger, som der måske har været til dem. Men det er en fattig, kynisk, uklog og alt for dyr udvikling (eller skulle man sige afvikling) af velfærden.
Fagpersonalet vil bare gerne gøre et godt stykke arbejde. Det er en myte, at de ansatte i den offentlige velfærd blot har til formål at beskæftige sig selv. Social- og sundhedspersonalet går jo ikke og ”piller i såret” for at holde det vedlige, men bruger til gengæld deres faglige viden på at få såret til at hele til gavn for borgeren. Og de ansatte på handicapinstitutionerne nøjes ikke med at pleje børnene, men bruger daglige ressourcer på at finde ind til det barn, som umiddelbart har problemer med at kommunikere med omverdenen. Det handler nemlig alt sammen om livskvalitet, og livskvalitet forebygger både sygdom og nød.
Derfor bør kommunerne spare på bureaukratiet og mistilliden til borgere og fagpersonale, og kommunerne kan så i stedet bruge ressourcerne på velfærd.
Afdelingsformand Kirsten Normann Andersen
FOA Århus
Christian X´s vej 56-58
8260 Viby