Debatindlæg: Dannelse er en vigtig pædagogisk opgave

JP Århus lederskribent undrer sig 13. oktober over, at jeg tidligere i avisen har forklaret, hvordan det går ud over børnenes dannelse, hvis der er for få voksne i de århusianske daginstitutioner. For ifølge lederskribenten er dannelse åbenbart kun noget, som forældre kan lære deres børn.

For mig er dannelse imidlertid en vigtig pædagogisk opgave, som handler om, at børn skal lære at begå sig i samfundet og overfor hinanden. Her har institutionerne selvfølgelig en opgave, når de fleste børn tilbringer flere vågne hverdagstimer i institutionerne, end de gør i deres familier. Det er også mest i institutionerne, at børn møder andre børn, da der i de færreste danske familier er store børneflokke.

Dannelse indebærer for mig, at børn får udviklende oplevelser og lærer at behandle hinanden ordentligt. Og hvis institutionerne skal være med til at løse den opgave, så kræver det tilstrækkeligt personale, så børnene for eksempel kan komme en tur i festugen og kan få hjælp til at løse konflikter.

Alternativet er, at den kommunale børnepasning er ren opbevaring, mens børnene på hverdage kun kan få udviklende oplevelser og erfaringer i de få hverdagstimer, hvor de er vågne sammen med deres forældre. Og jeg tror ikke, at nogen er interesseret i, at situationen skal være sådan.

Mette Fuglsig Schjødt
Formand for Pædagogisk Sektor i
FOA Århus
Christian X’s Vej 56-58
8260 Viby J