Psykiatriansatte klager samlet til regionen
De forskellige faggrupper på det psykiatriske hospital i Risskov klager i et fælles åbent brev, fordi forholdene for både patienter og personale er uacceptable.
Af: Anders Schou
I et åbent brev til Region Midtjyllands direktion, regionsråd og regionsrådsformand Bent Hansen fortæller repræsentanter for AUH Risskovs forskellige faggrupper, at en højere personalenormering og flere sengepladser er ”en absolut nødvendighed”.
Personalet peger på, at de ”frygter for egen og patienternes sikkerhed grundet for lav normering”, og at ”forebyggelse af tvang ikke er muligt grundet for få hænder.”
I brevet skriver personalet også, at ”akut indlæggelseskrævende patienter må afvente indlæggelse i dagevis, så deres tilstand forværres yderligere”, og de fortæller, ”at vi ikke kan rekruttere nyt personale pga. arbejdsmiljøet”.
Personalet anerkender i brevet, at den lokale ledelse og Psykiatri- og socialledelsen har gjort en indsats for sammen med personalet at finde løsninger, der holder sig ”indenfor smalle økonomiske rammer”.
Men den type løsninger mener personalet er utilstrækkelige og skriver: ”Vi er derfor nået til et punkt, hvor der må tilføres flere økonomiske ressourcer for at rette op på kvaliteten af den psykiatriske behandling i Region Midtjylland”.
Læs hele det åbne brev her