TV: Medlemsdemokrati i Odder
I Odder skal der forhandles lokalløn, og derfor indkaldte FOA Århus medlemmerne til møde for at høre, hvad de mener, der er vigtigt under forhandlingerne. De fleste var glade for muligheden, selvom det ikke var alle, der var begejstrede for lokal-løn, og de problemer der følger med.
Af: Peter Justesen
Der var stor interesse, da FOA Århus tirsdag d. 23. februar inviterede medlemmerne til debat om de kommende lokalløns-forhandlinger. Lokallønnen i Odder skal forhandles mellem 1. marts og 1. april og er en ordning, der har eksisteret i mange år. Lokallønnen er den del af overenskomsten, der skal forhandles lokalt, men desværre lykkedes det ikke altid at få pengene ind, og derfor var det vigtigt for FOA Århus at få en dialog med medlemmerne om deres ønsker.
I gennemsnit bliver der afsat 5,5 % til forhandling lokalt, men det er som oftest kun omkring 3,5 til 4 %, der kommer i medlemmernes lønningsposer. Det skyldes grundlæggende, at det kan være svært at få de lokale ledere til lommerne, især hvis de er presset økonomisk.
Hos FOA Århus er holdningen, at de store ofte lavlønnede faggrupper skal rettes op lønmæssigt. Det er nemlig et faktum, at der er en stor gruppe, som næsten ikke har fået lønstigninger, og derfor anbefaler FOA Århus, at medlemmerne kollektivt løfter de lavtlønnede kollegaer.
Helt konkret betyder det, at hvert enkelt medlem kræver, at deres lavtlønnede kollegaer skal have mest, og det er den kollektive indsats, der skal ændre på det den skæve lønudvikling.
En holdning mange af de fremmødte var enige i, men flere mente også at lokalløn helt skal afskaffes til fordel for kollektivt forhandlede overenskomster.
Mødet sluttede kort før kl. 17., og nu bliver der så arbejdet på, at få budskaberne fra mødet ud til forhandlingsbordene. Indsatsen for et stærkt medlemsdemokrati fortsætter også, og alle medlemmer er altid velkommen til at henvende sig til deres TR med ønsker om nye tiltag.