Folketinget
Politikerne på Christiansborg bør have mere respekt for det lokale selvstyre og lade byrådspolitikerne frit kunne beslutte, om der i deres kommune overhovedet skal være en mulighed for at vælge privat hjemmepleje.

Debatindlæg: Lad os få frit valg af frit valg

Efter endnu et privat hjemmehjælpsfirma gik konkurs, har flere byrådspolitikere opfordret Christiansborg-politikerne til at ændre reglerne på området. Det er fint nok, og i FOA Århus synes vi for eksempel, at kravene til firmaerne bør være skrappere.

Men vi synes også, at politikerne på Christiansborg bør have mere respekt for det lokale selvstyre. I denne sammenhæng betyder det, at byrådspolitikerne frit bør kunne vælge, om der i deres kommune overhovedet skal være en mulighed for at vælge privat hjemmepleje.

I dag er denne såkaldte ”frit valgs-ordning” nemlig et lovkrav. Og ”frit valg” kræver en bureaukratisk indsats til prisfastsættelse, godkendelse og kontrol uanset hvilken model for ordningen byrådspolitikerne foretrækker. De ressourcer bør byrådspolitikerne kunne vælge at bruge på en bedre ældrepleje. Den offentlige ældrepleje har desuden mindst to fortrin: Den skal ikke give profit til en ejer, og den går ikke konkurs.

FOA Århus har medlemmer i både den kommunale og private hjemmepleje, og deres overenskomster ligner hinanden. Usikkerheden for de privat ansatte er i øjeblikket et meget stort problem. Men derudover kan vi være ret ligeglade med, om ældreplejen er offentlig eller privat, hvis vi ser på det ud fra en snæver fagforeningsmæssig interesse.

Imidlertid har vores medlemmer ældre pårørende, de bliver selv ældre en dag, og social- og sundhedspersonalet har både en faglig viden og en hverdagsviden om området. Derfor ønsker FOA Århus, at hjemmeplejen skal bygge på et hensyn til de ældres tryghed og værdighed og ikke konkurrence, bureaukrati og regneark. Så vi opfordrer til, at Christiansborg-politikerne slipper kommunerne fri og giver dem et frit valg, når det gælder ”frit valg”. Og vi opfordrer byrådspolitikerne i Århus til at støtte dette krav.

 

Inge Jensen Pedersen
Formand for FOA Århus
Christian X’s vej 56-58
8260 Viby J