Pædagogmedhjælper får 1,1 mio. kr. i erstatning
Efter en alvorlig arbejdsskade får en tidligere pædagogmedhjælper 1,1 mio. kr. skattefrit, efter en alvorlig arbejdsskade.
Af: Anders Schou
Michael Thomsen var meget uheldig dengang i 2011. Han arbejdede som pædagogmedhjælper på en specialskole og kom alvorligt til skade, da han som medarbejderrepræsentant deltog i et seminar, som hans arbejdsplads afholdt. Først nu er sagen endeligt afgjort.
Michael Thomsen er glad for den hjælp og opbakning, som han har fået fra FOA under forløbet.
- Den har betydet, at jeg har følt mig som et menneske og ikke bare som et personnummer i en sag, siger han.
På seminaret i 2011 gik deltagerne en tur i skoven, og her gled Michael Thomsen på et stykke træ i skovbunden. Det skete med så stor kraft, at lårmusklen i højre ben blev revet løs fra knæet, og en nerve blev skadet. Trods en operation og efterbehandlinger har Michael Thomsen siden haft så kraftige smerter i sin højre fod og underben, at han ikke kan arbejde fuldtid.
Her kort før jul fik Michael Thomsen så udbetalt omkring 1,1 million kr. skattefrit i erstatning for sit tab af erhvervsevne. Derudover vil han fremover hver måned modtage ca. 9.500 kr., som der skal betales skat af.
Michael Thomsen fik tilbage i 2013 erstatning for mén, altså selve skaden, og den var også på ca. 1,1 million kr. skattefrit.
I dag arbejder han i fleksjob som handicapledsager og har op til otte timer om ugen.