Pædagogmedhjælper får efterbetalt tillæg for 100.000 kr.
En pædagogmedhjælper får knap 100.000 kr. før skat, efter hendes fællestillidsrepræsentant opdagede, at hun manglede en række løntillæg.
Af: Anders Schou
Fællestillidsrepræsentant for pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter i Aarhus Kommune Kim Møller Hansen studsede, da han i foråret tjekkede et medlems løn.
Det skete, mens han forberedte de lokale lønforhandlinger på hendes arbejdsplads. Op til lokale lønforhandlinger tjekker Kim Møller Hansen altid, hvad udgangspunktet er, og især om de involverede medlemmers anciennitet og tillæg passer sammen.
- I det her tilfælde var noget tydeligvis helt galt, og det viste sig, at medlemmet manglede tillæg helt tilbage fra 2011, fortæller Kim Møller Hansen, som henvendte sig til Aarhus Kommune og krævede, at kommunen efterbetaler pengene
Aarhus kommune har nu erkendt, at de skal betale pædagogmedhjælperen knap 100.000 kr., og der kan være endnu flere penge på vej. Kommunen vil nemlig ikke efterbetale de tillæg, der er mere end fem år gamle, da de mener, at den del af efterbetalingskravet er forældet. Men FOA Århus er uenig, så den del af sagen er endnu ikke afgjort.
Under alle omstændigheder er der tale om en større efterbetalingssag.
- Jeg finder ret tit fejl. Ofte er der tale om mindre beløb, som selvfølgelig også er vigtige. Denne gang var det dejligt at sikre et medlem en stor pose penge, siger Kim Møller Hansen.