TV: Samsø kommune offentliggør krav til hurtigfærge
En måske kommende færge mellem Samsø og Århus skal sejle stabilt og hurtigt – også i hårdt vejr, og så skal der være plads til 300 personer. Det er nogle af de krav, som Samsø Kommune har stillet til de værfter, der vil give tilbud på en ny færge.
Samsø Kommune har offentliggjort de krav der er til en måske kommende færge mellem Samsø og Århus, og det er en færge, som er vigtig for øen. Den skal nemlig hjælpe til med at fastholde beboertallet, og det er vigtigt for øens fremtid.
- Vi ser jo at rigtig mange århusianere flytter ud af Århus, når de stifter familie. De bosætter sig i Skanderborg, Ry og eller Syddjurs, og der kan vi komme med et andet alternativ, hvis vores infrastruktur til Århus bliver forbedret. Derfor er færgen vigtig. I vores forsøg med Issehoved, kan vi jo også se, at der er et turistsegment i Århus, som vi ikke har adgang til uden den færge, men det er det andet formål, fortæller borgmester Marcel Meijer (S).
Der findes mange typer af hurtig-færger i verden, men hverken borgmesteren eller færgedirektør Carsten Kruse vil fortælle, hvilken type de foretrækker, da udbudsrunden er i gang. Hvis man kigger i udbudskriterierne, så er nogle af de vigtigste punkter komfort og fart. Færgen skal med andre ord kunne sejle strækningen mellem Samsø og Århus på en time, og den skal sejle stabilt i hårdt vejr.
- Der er forskellige ting. Der er overfartstiden, og der er komfort, så vi har efterlyst en færge, som giver en god oplevelse for passagerne, selvom det blæser 16 meter i sekundet, siger Marcel Meijer.
Endnu ingen aftale med Odder og Århus
Der er endnu ikke aftalt noget konkret samarbejde med hverken Århus eller Odder kommune, men Marcel Meijer mener, at Tunø i lige så høj grad ville have glæde af en hurtigfærge som Samsø, hvor det gælder om at fastholde og udvide antallet af borgere.
- På en ø med 111 indbyggere med den aldersprofil de har, så tror jeg virkelig, man skal tænke i nye baner. Det kunne være en kæmpestor ændring for Tunø på en positiv måde, slutter Marcel Meijer.
Værfterne skal indsende deres tilbud senest den 4. januar 2019. Kommunalbestyrelsen på Samsø tager endelig stilling til projektet i februar måned.
Det bliver Samsø Kommunes rederi, der kommer til at stå for driften, og det er FOA Århus, der organiserer skibsassistenterne.
Læs mere på Samsø Kommunes hjemmeside her
Se udbudskriterierne for færgen her (åbner PDF fra Samsø Kommunes hjemmeside)