Debatindlæg: Flere penge til minimumsnormeringer
I sit finanslovsforslag afsætter regeringen alt for få penge til minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Ifølge forslaget vil regeringen bruge 2,1 mia. kr. på blandt andet mere velfærd – herunder minimumsnormeringer – samt grøn omstilling.
Selv hvis man forestiller sig, at halvdelen af pengene bliver brugt på at forbedre kvaliteten i daginstitutionerne, vil det være utilstrækkeligt. En kommune som Århus vil så få omkring 57,5 mio. kr. til formålet.
Men Børn- og Unge-forvaltningen i Aarhus Kommune har beregnet, at det vil koste 270 mio. kr. om året, hvis alle århusianske daginstitutioner skal leve op til eksperternes bud på normeringer, nemlig tre børn pr. voksen i vuggestuerne og seks pr. voksen i børnehaverne, og der vel og mærke skal være tale om tid sammen med børnene. For så skal kommunen nemlig ansætte 690 fuldtidsmedarbejdere mere.
Så der skal flere penge på bordet, ligesom kvaliteten i daginstitutionerne også kun kan blive bedre, hvis regeringen holder løftet om mere uddannet personale. Her er det oplagt at ansætte flere pædagogiske assistenter. Vores seneste opgørelse viser, at der er 64 ledige pædagogiske assistenter i FOA Århus, som er klar til at løse opgaven, ligesom Aarhus Kommune selv er med til at uddanne 44 pædagogiske assistenter årligt. Samtidig ved vi, at mange har fundet arbejde udenfor faget, fordi de ikke kunne få arbejde som pædagogiske assistenter. En stor del af dem kan Aarhus Kommune sikkert lokke tilbage i faget, hvis kommunen slår stillinger op, hvor de søger efter pædagogiske assistenter.
Jack Hougård Kristensen
Formand for Pædagogisk Sektor i FOA Århus
Christian X’s Vej 56-58
8260 Viby J