TV: Snydt for frikort
Pensioneret buschauffør Helle Marcussen, har som tidligere tjenestemands-ansat hos Århus Sporveje ret til et såkaldt frikort, men nu har Midttrafik meddelt hende, at hun kun kan få frikortet som en app til en smartphone, og det er et problem - hun har nemlig ikke en smartphone.
Tidligere kunne Helle Marcussen få kortet som et såkaldt papkort, men nu har Midttrafik bestemt, at frikortet fremover kun kan fås som en app til en smartphone, og derfor må hun købe kontant billetter til bussen.
- Det er jo vanvittigt, at man ikke kan få det på pap, når man stadig kan få pensionistkort på pap. Plus, at hvis jeg skal have sådan en telefon, så skal jeg betale abonnement alle 12 måneder bare for at hente det kort en gang om året, fortæller Helle Marcussen
Alle andre borgere i Århus kan, hvis de er fyldt 65 år, få et såkaldt papkort til århus bybusser. Sådan et kunne Helle Marcussen også få tidligere, men nu bliver hun i en alder af 79 år gammel, og i øvrigt fritaget for digital post, altså tvunget til at have en smartphone, hvis hun vil gøre brug af sit frikort. Ellers er det kontantbilletter eller et betalt pensionistkort.
Hos Midttrafik ønsker de ikke at udtale sig til kamera. I stedet har de sendt en mail hvor de blandt andet skriver:
”Midttrafik bruger ikke ressourcer og administration på at lave papkort til nuværende og tidligere ansatte.”
Så selvom Midttrafik har medarbejdere siddende til at udstede papkort, så vil de ikke. Helle Marcussen skal anskaffe sig en smartphone, og det er hun ikke glad for. Hun ville nemlig gerne tage bussen noget mere, hvis hun kunne slippe for kontant billetter konstant.
- Jeg håber simpelthen bare, at jeg får mit frikort. Det er det eneste, det drejer sig om. Jeg er vant til at bruge bussen meget mere. Jeg har begrænset mig på grund af billetterne. Men jeg har også købt billetter, fordi jeg hele tiden har regnet med, at det snart må falde på plads, og så vil jeg ikke gå ud og investere i et kort, slutter Helle Marcussen.
Se Helle Macussens læserbrev om sagen, der har været bragt i JP Århus - her