Rytmisk generalforsamling
Årets generalforsamling i FOA Århus forener faglig debat, kolde drinks og hede rytmer.
Af: Anders Schou-Hedegaard
Allerede under spisningen vil deltagerne opdage, at FOA Århus generalforsamling 2022 står i fagfestens tegn. De vil nemlig blive tilbudt lidt sjovt i sodavanden – ukrainsk vodka af bedste kvalitet. Og den fri bar fortsætter hele aftenen.
- Efter flere år i Coronas skygge trænger vi til at slå os løs sammen, og så skal vi selvfølgelig drikke en anstændig vodka, understreger FOA Århus formand Inge Jensen Pedersen.
Selv vil formanden holde en utraditionel beretning, som hun vil rappe til tunge, insisterende rytmer.
- Og så håber jeg, at folk er med på at danse til beretningen – lad os gøre det til en fest, opfordrer Inge Jensen Pedersen.
For at fastholde den hede stemning vil en rytmeboks køre, når der er spørgsmål og debat, og det kan måske inspirere nogle andre til også at forsøge sig med rytmiske rim.
Efter den egentlige generalforsamling fortsætter festen, når Pico-paco-party-band underholder med vilde latinamerikanske rytmer til ud på de små timer.
- Vi skal jo sådan set bare kunne åbne fredag kl. 10, men da vi lukker allerede igen kl. 13, så går det nok, forklarer en feststemt FOA Århus-formand.