To pædagogmedhjælpere havde ret til fast arbejde
Pædagogmedhjælpere får efterbetaling, højere løn og fastansættelse.
Af: Anders Schou-Hedegaard
Fællestillidsrepræsentant for pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter Kim Møller Hansen gennemgår rutinemæssigt Aarhus Kommunes lister over time- og månedslønnede på området.
- To pædagogmedhjælpere i samme daginstitution var ifølge listerne både time- og månedslønnede, og derfor undersøgte jeg sagen, fortæller fællestillidsrepræsentanten.
Det viste sig at begge havde været ansat som timelønnede i mere end et halvt år, selvom overenskomsten giver ret til månedsløn, hvis man er ansat mere end en måned. Derefter havde pædagogmedhjælperne været ansat tidsbegrænset på månedsløn og samtidig haft en del ekstra timer på timeløn, selvom månedsansættelsen skal afspejle den reelle arbejdstid. Og endelig var der ingen saglig begrundelse for, at ansættelserne var tidsbegrænsede.
- Konsekvensen var, at pædagogmedhjælperne manglede løn under sygdom og korrekt søgne-helligdagsbetaling, ligesom de havde for lidt anciennitet registreret og derfor fik for lav løn og pension, forklarer Kim Møller Hansen.
Daginstitutionens ledelse har erkendt fejlene. Pædagogmedhjælperne er nu fastansatte til højere løn og pension, og de får efterbetalt omkring 5000 kr. før skat med næste lønudbetaling.
Før sagen var pædagogmedhjælperne ikke FOA-medlemmer, men det er de nu.
Fællestillidsrepræsentantens gennemgang af ansættelseslisterne har betydet, at adskillige andre tilsvarende sager er på vej.