Flere tillidsrepræsentanter - tættere på medlemmerne

FOA Århus medlemmer skal lettere kunne få hjælp fra deres tillidsrepræsentanter, og derfor arbejder FOA Århus for flere og mere nære tillidsrepræsentanter.

FOA Århus og Aarhus Kommunes magistrat for Børn og Unge har netop indgået ny aftale, der handler om tillidsrepræsentanternes vilkår. Aftalen betyder, at pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter og husassistenter i kommunens daginstitutioner får væsentligt flere tillidsrepræsentanter, så den enkelte tillidsrepræsentant skal dække færre institutioner og færre kolleger.

På børn- og unge området i Odder Kommune forhandler fagforeningen nu for at opnå tilsvarende forbedringer. Og FOA Århus forhandler med Aarhus Universitetshospitals ledelse for at få en aftale, som vil betyde, at hospitalets social- og sundhedsassistenter, neurofysiologiassistenter og portører nemmere vil kunne få fat på deres tillidsrepræsentanter.

FOA Århus skal snart have forhandlinger med ledelsen af Præhospitalet (ambulanceområdet), Østjyllands Brandvæsen og Samsø Kommune, der vil handle om, at tillidsrepræsentanterne skal have bedre muligheder for at hjælpe deres kollegaer.

Baggrunden for aftaler og forhandlinger er de mange møder for tillidsrepræsentanter, som FOA Århus i de senere år har holdt på de forskellige områder - og på tværs af områderne. De har vist, at der på mange arbejdspladser er for langt mellem medlemmerne og deres tillidsrepræsentanter.