Selvstændig ledelse på vej i århusiansk dagpleje

I Århus Stiftstidende er Børn og Unge-rådmand Thomas Medom positiv overfor, at den århusianske dagpleje får sin egen ledelse.

Århus Stiftstidende fortæller d. 12. november 2024, at antallet af århusianske dagplejere er halveret på ti år, og at dagplejen som pasningsform er truet i Århus.

I avisen har formand for Pædagogisk Sektor i FOA Århus Julie Møller Brøsted flere forklaringer på tilbagegangen, og peger blandt andet på, at dagplejerne har brug for øget fleksibilitet, hvis jobbet skal være mere tiltrækkende – så de for eksempel kan hente egne børn. Og at der lettere bliver en god dialog omkring det og andre løsningsforslag, hvis dagplejen får sin egen ledelse:

- For eksempel vil jeg forvente, at det vil skabe større politisk bevågenhed på området, hvis dagplejen fik en selvstændig og samlet ledelse, hvor ledelsen kunne have fuldt fokus på dialog omkring dagplejen, også når der er dialog opadtil i det politiske system, siger hun til Århus Stiftstidende.

I dag har dagplejen ingen samlet selvstændig ledelse i Århus og hører under dagtilbuddene. Men det er Børn og Unge-rådmand i Aarhus Kommune Thomas Medom parat til at lave om på:

- Jeg synes også, vi har behov for at få en primær leder for dagplejen i Aarhus, så opgaverne ikke er delt ud hos mange forskellige. Så det er noget af det, jeg gerne vil styrke i fremtiden, og som vi skal til at drøfte med de forskellige interessenter, siger han til avisen.