Pressemeddelelse: Lad Århus Kommune overtage billetkontrollen

Århus Kommune bør overtage den skandaleramte billetkontrol i de århusianske bybusser, som trafikselskabet Midttrafik i øjeblikket står for. Det mener billetkontrollørernes fagforening FOA Århus, som vurderer, at den løsning vil være den bedste og billigste for de århusianske skatteborgere.

- Kommunen betaler Midttrafik for kontrollen og kan vælge selv at overtage opgaven, og når selskabet løser den så dårligt, er den løsning oplagt, siger FOA Århus formand Kirsten Normann Andersen.

Hun peger på, at billetkontrollen i de seneste år har været præget af dårligt arbejdsmiljø, tvivlsomme fyringssager og senest en meget omtalt uretfærdig bøde til en blot 13-årig pige. Udviklingen er sket siden Midttrafik i 2010 afskaffede billetkontrollørenes ret til at udvise konduite overfor borgere, der ikke har gyldig billet eller kort, men tydeligvis ikke har forsøgt at snyde.

Midttrafiks bestyrelse tager senest d. 3. juli stilling til, om billetkontrollen skal udliciteres til vagtselskabet G4S, og den løsning advarer Kirsten Normann Andersen imod:

- Selskabet skal jo tjene penge på at løse opgaven, så det bliver dyrere end i dag, hvis vagtfolkene skal have nogenlunde samme løn- og arbejdsforhold som billetkontrollørerne, vurderer hun.

Kirsten Normann Andersen mener også, at det bliver endnu sværere for de århusianske byrådspolitikere at sikre en ordentlig billetkontrol, hvis Midttrafik udliciterer opgaven.

- Så har kommunen overladt opgaven til nogen, der så igen har overladt opgaven til nogen andre. Det bliver svært at have en demokratisk kontrol med, at passagerer og skatteborgere får en ordentlig billetkontrol for deres penge, siger hun.

Også den samlede medarbejderside i Midttrafiks centrale samarbejdsudvalg, HMU, har advaret mod en udlicitering.

Hvis Århus Kommune overtager billetkontrollen, så vil kommunen ikke være den eneste offentlige myndighed som på det seneste har overtaget opgaver, de havde overladt til andre. Samsø Kommune overtager således færgefarten til Jylland fra rederiet Færgen, Odder kommune overtager lønadministrationen fra KMD, og i Skejby overtager hospitalet rengøringen fra et privat selskab. Alle steder sker det fordi, de pågældende myndigheder vurderer, at de kan løse opgaven bedre og – eller – billigere selv.

De århusianske billetkontrollører ønsker selv en kommunal overtagelse af billetkontrollen. Det har de vedtaget på et møde i deres faglige klub onsdag d. 26. juni.


Yderligere oplysninger og kommentarer:
Afdelingsformand Kirsten Normann Andersen, 2631 3190


Sammen med denne pressemeddelelse er udsendt høringsvaret fra medarbejdersiden i HMU vedr. udliciteringen af billetkontrollen.
Se høringsvaret her