Pressemeddelelse:

Varme hænder på Rådhuspladsen!

Når politikerne onsdag den 19. september mødes i Rådhusets byrådssal, vil de blive mødt af en masse FOA medlemmer, der udenfor byder velkommen med varme hænder og et budskab om, at sparekniven skal svinges med omtanke.

Og det er ikke uden grund, at FOA Frederikshavn har taget dette initiativ, fortæller afdelingsformand René Johansen.

- Jeg har i fredags sendt et åbent brev til samtlige af byrådets politikere. Jeg er oprigtigt bekymret for vores medlemmer og deres arbejdsforhold ude på de kommunale arbejdspladser. De efterhånden mangeårige budgetmæssige reduktioner, har allerede nu medført, at de ansattes arbejdsvilkår undergår et enormt pres. Opgaverne bliver flere, og rummeligheden mindre og mindre. Der er ikke længere samme plads til kollegial omsorg og ej heller plads til rummelighed fra arbejdsgivers side, når og hvis en medarbejder rammes af alvorlig sygdom – det er simpelthen ikke godt nok.

Afdelingsformanden håber derfor på stor opbakning til onsdagens FOA-Happening, hvor afdelingen har udsendt ikke mindre end 2891 SMS beskeder, med en opfordring til medlemmerne om at deltage.

FOA Frederikshavn medbringer i dagens anledning et større antal T-shirts, skilte med slogans, fakler samt sandwich og kildevand til de første 300 medlemmer, og det næsten vigtigste denne dag, et stort antal ”varme hænder”, som afdelingsformanden kalder dem.

- Ja det er korrekt, at vi i dagens anledning har fået bagt et større antal ”varme hænder” hos en lokal bager. Kagerne uddeler vi til politikere og embedsfolk, der skal deltage i onsdagens byrådsmøde. Kagerne skal symbolisere de ”varme hænder” politikerne skærer væk, hvis de vedtager de besparelser der er lagt op til.

FOA-Happeningen starter kl. 17.45 og slutter kl. 18.45, hvor byrådets spørgetid starter. Afdelingsformanden opfordrer i samme forbindelse de fremmødte til at overvære den ordinære del af byrådsmødet, hvor budget 2013 behandles.

For yderligere information, kontakt:

Afdelingsformand
René Johansen, mobil 4228 2900 eller mail rejo@foa.dk
FOA - Fag og Arbejde, Frederikshavn
Constantiavej 35
9900 Frederikshavn