• Læs op
• Udskriv

Formanden Dagmar Petersen og kasserer Marie Råbymagle satte bevægelse i deres kolleger på det faglige område. De gjorde en stor indsats for at højne den stolthed, som vi stadig i lighed med alle andre i fagbevægelsen har grund til at føle over for det daglige arbejde, vi udfører. Uden de der startede, og de der har bragt resultater lige siden, ville vi ikke have haft den respekt og anerkendelse omkring det arbejde, vi udfører i dagligdagen.

Fagforeningen blev medlem af KKA, Københavns Kommunale Arbejderforbund (KKA, 1899), senere Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA, 1920) og Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA, 1993). Det var egentlig skolebetjentene der var årsag til, at fagforeningen blev stiftet. Københavns Kommune overtog skole-rengøringen fra skolebetjentene. Vi kan beskrive det som en omvendt privatisering. Skolebetjentene

blev virkelig sure over, at det personale som overtog rengøringen blev organiseret. Selv om man stod i samme forbund, lagde de alle mulige hindringer i vejen for, at rengøringen blev flyttet.

De første medlemmer af fagforeningen var - udover medarbejderne ved skolerengøringen - medarbejdere fra forskellige plejeinstitutioner, Kommunehospitalet, Københavns Rådhus og de offentlige toiletter (tissemænd og tissedamer).

De første valgte og ansatte i fagforeningen havde nok at se til de første år. En af opgaverne var retningslinjerne for arbejdet i skolerengøringen. Retningslinjer som indeholdt krav om bedre løn. Lønnen var 20-25 øre om dagen pr. klasseværelse, i alt ca. 360 kr. om året. Disse krav blev sendt til skoledirektøren. Han havde dog ikke opdaget, at fagforeningen var oprettet, så retningslinjerne blev sendt tilbage til skolebetjentene. Det gav virkelig ballade, da de ikke ville forhandle. Derfor blev de smidt ud af fagforeningen, efter at sagen var godkendt af det daværende LO (De samvirkende fagforbund). Efterfølgende blev retningslinjerne udsendt af skoledirektøren uden forhandling. Det tog 10 år, før at skolebetjentene vendte tilbage til fagforeningen, efter pres fra Arbejdernes Fællesorganisation.

Hårde arbejdsforhold

Den store sag i forhold til kommunen var pensionen. KKA satte ind to steder: Fuld pensionsret skulle opnås efter 15 år mod de daværende 25 år, og enkepensionen skulle forbedres samt suppleres med et tillæg for hvert barn. Begge krav blev opfyldt i 1908. Den situation forsatte i de kommende 20-30 år, hvor Københavns Kommune og KKA forhandlede vilkår, som med tiden kom til at gælde hele landet. Frem til 1920 kom der stadig flere nye medlemmer til KKA (KLS), bl.a. fra belysningsvæsenet, hospitalerne,

politigården, syersker og vaskerier.

Fælles for alle grupperne var en meget lille løn og en lang arbejdstid, og det var disse forhold, der skulle rettes op på gennem fagforeningen. I 1915 skete en væsentlig ændring, idet kvinderne fik valgret gennem lovgivningen.

Hårdere faglige kampe

Efter 1. verdenskrigs afslutning blev den faglige kamp mere militant og blev præget af demonstrationer og strejker, måske inspireret af den russiske oktoberrevolution i 1917. Urolighederne begyndte under krigen, men fortsatte frem til 1920, hvor det toppede med generalstrejken og Påskekrisen. På den baggrund vedtog det nye socialdemokratiske flertal i kommunen at indføre 8-timers arbejdsdagen pr. 1. april 1919. Kort tid efter fulgte staten op og til sidst også det private arbejdsmarked. Samme år blev der indført dyrtidsdækning, dvs. lønforhøjelser begrundet i prisstigninger. Endelig fik KKA gennemført den længe krævede lønreform i 1919, der gav klækkelige lønforhøjelser, især til de lavestlønnede, og nok så vigtigt lå der en accept af ligeløn for lige arbejde i reformen.

Det fik endnu flere medlemmer til at melde sig ind. Nu kom også medarbejdere fra folkekøkkener, og KLS' medlemsgrupper voksede støt. I 1920 var KLS en af de største afdelinger i Kommunalarbejderforbundet (senere DKA). I 1930 blev to personer valgt, som satte deres præg på fagforeningen de næste 20 år. Det var Bertha Brasch som formand og Vika Christensen som kasserer. De startede f.eks. en studiekreds i 1931, som har fungeret uafbrudt lige siden, dvs. i over 70 år. Det må siges at være en rekord lige til Guiness rekordbog.

Der var nok at gøre for at forbedre medlemmernes arbejdsforhold. På de fleste arbejdspladser gjorde medarbejderne rent i koldt vand. Først i 1942 blev der stillet krav om varmt vand til hovedrengøringen.

Men der var også tid til de mere muntre aktiviteter med fagforeningen. I 1930'erne varede afdelingens årlige skovtur fra kl. 8 om morgenen indtil hjemkomsten til Rådhuspladsen kl. 23.30. Ved fagforeningens 25-års dag i 1934 blev der sendt 50 kr. i støttebidrag til kæmpende spanske arbejdere.

Den første strejke for forbundet DKA fandt sted i 1934. Rengøringsdamerne ved Dyssegårdsskolen i Gentofte nedlagde arbejdet i en årelang strid om dårlige arbejdsvilkår og deres utålelige leder, en skolebetjent. Efter 2½ måneds strejke blev skolebetjenten taget fra ledelsesrollen, og skoledamerne fik forhandlingsret og en fast kaffepause.

Der blev fortsat arbejdet med de faglige forhold, og i 1936 blev der eksempelvis bakket op fra DKA's kongres til et forslag om 14 dages ferie efter 10 års ansættelse på Kommunehospitalet.

Krisetiden og besættelsen

Mellemkrigstiden og besættelsen var en svær periode for fagbevægelsen, og DKA var ingen undtagelse. Mange af forbundets samlede kræfter blev brugt på at kæmpe mod kommunale nedskæringer og tyndere lønningsposer. De store resultater blev det ikke til, men de små forbedringer med hensyn til arbejdsforhold, ferie o.s.v. var med til at give forbundet fast grund under arbejdet for at blive et landsdækkende forbund.

På baggrund af den høje arbejdsløshed vedtog regeringen i 1937 en lov om oprettelse af statsanerkendte arbejdsløshedskasser. DKA's a-kasse havde i flere år haft underskud og håbede nu at blive statsanerkendt. Det lykkedes ikke, fordi a-kassen i modsætning til anerkendte kasser omfattede flere fag. Forbundet måtte derfor fortsætte med at være en privat intern forsikring for dets medlemmer. Netop som økonomien blev bedre efter krisen 1930-38, blev Danmark besat af den tyske hær. Billedet under besættelsen 1940-45 lignede meget forholdene under 1. verdenskrig: arbejdsløshed og dyrtid. Tjenestemændene fik endda deres realløn kraftigere udhulet end andre grupper, og det normale var at forbundet blev afvist, når det prøvede at forbedre de efterhånden stærkt udhulede lønninger.

Alligevel var der nogle lyspunkter for KLS. I 1942 blev det f.eks. på et bestyrelsesmøde nævnt, at en af medarbejderne på en skole i Hvidovre ikke var organiseret, på trods af kraftig opfordring fra fagforeningens side. Da sognerådet blev bekendt med det, meddelte de, at medarbejderen ville blive fyret, da man ikke ønskede uorganiseret arbejdskraft i kommunen. Der må formodentlig være tale om et sogneråd af en bestemt politisk observans, idet en sådan fremgangsmåde bestemt ikke ville være mulig i dag.

I 1944 blev de ansatte ved Sporvejenes Marketenderier medlemmer, idet de trængte til en stor oprydning i løn- og arbejdsforhold. Mødetiden var kl. 3.30-5.30, og lønnen var 1,25 kr. i timen. Klude og andre materialer skulle de ansatte selv betale, og det kostede ofte 10-14 kr. pr. måned. De beløb skal ses i forhold til kontingentet på det tidspunkt, som var 3,60 kr. om måneden for fuldtidsmedlemskab. Deltid kostede 2,10 kr., og kvarttid var 1,80 kr.

Opskrift på en god tillidsmand

I 1946 blev Hospitalsmedarbejdernes Organisation nedlagt, og medlemmerne blev overflyttet til KLS. Med disse overflytninger fulgte en markant tillidsrepræsentant, Pauline Hansen, som havde en opskrift på at være en god tillidsmand: "Man skal gå med frem, men jeg har altid fornemmet, hvor langt det var hensigtsmæssigt, inden hele forhandlingsfasen skal med i billedet". En opskrift som kan gælde den dag i dag.

Pauline Hansen medbragte den ældste af afdelingens silkefaner fra 1907.

En tillidsvalgt skal være den, som rejser medlemmernes krav - men som også skal kunne forhandle sig frem til et opnåeligt resultat - hellere end store armbevægelser, hvor man risikerer at tabe det hele på gulvet.

1950erne var præget af væksten i velfærdsstaten, hvor grunden til de glade tressere blev lagt. Den øgede velfærd viste sig navnlig i forbedringen af sundhedsvæsenet, men også i at der kom flere kvinder i den offentlige sektor og dermed DKA og de tilsluttede afdelinger.

Kommunalarbejderne fik en række forbedringer i 1950erne, f.eks. blev ferien forlænget med en uge, og tjenestemændenes lønsystem blev moderniseret igen i 1958. Indenfor KLS kom de første forsøg på at overlade rengøringen til private firmaer på skoleområdet i Lyngby-Tårbæk kommune i 1952.

Velfærdsstat og de glade 1960ere

De glade 60ere var et spring fremad, både når det gjaldt samfundets velfærd, og når det drejede sig om forholdene for DKA's medlemmer. Lønninger, pensioner og i det hele taget den grundlæggende sociale sikkerhed var kommet så langt, at det blev nok så vigtigt for forbundet at få gennemført bedre faglige uddannelser. Tilsvarende var det nødvendigt, at forbundet brugte flere kræfter på oplysningsarbejdet.

Når man siger, at udviklingen i samfundet er gået hurtigt efter 1945, så må det tilføjes, at det først var i tresserne, det for alvor gik stærkt. Hverdagen ændrede sig i stort og småt, samfundet blev mere og mere sammensat. Det stillede nye krav til det faglige arbejde, men også til at forbundets struktur blev fornyet, hvilket skete med, at brancherne blev en ny streng i organisationen.

Forbedringerne i løn- og arbejdsforhold på det private område blev fulgt op med forbedringer for de kommunalt ansatte f.eks. med taktreguleringen for lønarbejdere i 1960 (en automatisk lønregulering begrundet med lønstigningerne på det private arbejdsmarked), ATP i 1963, kortere arbejdstid, pensionsordninger, oprettelse af pensionskasse for sygehjælpere i 1966 og portører i 1968. Endelig blev der i 1967 indført regler for samarbejdsudvalg i provinsen, 20 år efter de blev oprettet i København.

På KLS' område kom der i 60erne en lang række forbedringer af løn- og ansættelsesvilkår. Der blev indført overarbejdssatser, forskudt arbejdstid, beklædningsregulativer, betaling for forskudt tid og for søndagsarbejde, og 1. maj blev en hel fridag. I 1967 fik de kvindelige lønarbejdere et tillæg i forhold til, hvor længe de havde været i tjenesten, og lønniveauet var i 1969 hævet betydeligt. Men KLS' hovedmål om ligeløn var ikke opnået.

Ny krise og arbejdsløshed i 1970erne

Så kom 1970erne, og der blev vendt op og ned på de forhold, fagbevægelsen arbejdede under. Den økonomiske krise gav en voldsom stigning i arbejdsløsheden, som steg fra 60'ernes 2-3 % til ca. 10 %. Forhandlingerne om overenskomsterne blev langt sværere, og flere af dem blev afsluttet med lovindgreb.

Valget i 1973 gjorde Fremskridtspartiet til landets næststørste parti. Og det blev i særlig grad et problem for de offentligt ansatte. Fremskridtspartiet angreb velfærdsstaten, de høje skatter og de offentligt ansatte. Da partiet i 1976 fremsatte krav om, at de offentligt ansatte skulle fratages deres pensionsordninger, afholdt DKA og en række andre forbund en stor demonstration foran Christiansborg. Mere end 20.000 viste, at de ikke ville finde sig i hetzen mod dem.

På trods af dette, og måske derfor, skete der en stor udvikling i den offentlige sektor. Der blev behov for at passe de ældre og børnene, hvilket medførte en stor medlemstilgang for KLS. Kontoret lå dengang på Nørre Alle, men flyttede i 1971 til en større lejlighed på Nørrebrogade nr. 7. På grund af den voldsomme vækst måtte KLS igen flytte i 1979 til den nuværende adresse Smallegade 18.

1973 blev KLS' mål opfyldt, idet ligelønnen blev indført. Allerede i 1971 opnåede kvinderne samme tillæg og overarbejdsbetaling som de mandlige kollegaer. Derfor ændredes navnet til Kommunale Lønarbejdere i Storkøbenhavn, KLS.

I 1970erne blev rengøringsarbejdet mere synligt, og der blev skabt større respekt og anerkendelse af personalet. Måske skyldes det, at SU-aftalerne begyndte at virke. På de fleste kommunale arbejdspladser blev medarbejderne nu inddraget i de beslutninger, der blev taget om dagligdagen.

Udliciteringer og borgerlig regering

De private rengøringsfirmaer havde siden 60erne forsøgt at komme ind og overtage arbejdet fra de kommunalt ansatte, og bestræbelsen tog til i løbet af 70erne. Men de fleste kommuner ønskede at bevare rengøring i eget regi på trods af presset. Som noget nyt steg priserne, selv om der var krise. Dyrtidsreguleringen blev derfor afgørende for, at de store grupper på arbejdsmarkedet ikke kom lønmæssigt bagud. Men den var ikke tilstrækkelig til at hindre en øget lønspredning. Værre blev det, da den borgerlige regering suspenderede dyrtidsreguleringen i 1982 for helt at afskaffe den i 1985. I 1982 blev også taktreguleringen ophævet. Nok var inflationen for nedadgående, men det blev alligevel til en nedgang i reallønnen i det meste af firserne. Indgrebene blev mødt med omfattende demonstrationer, der ud over at protestere mod forringelserne støttede fagbevægelsens centrale krav om nedsat arbejdstid.

På de københavnske hospitaler indledtes nu en stor omlægning og forenkling af rengøringen, som bredte sig til skoleområdet og mange andre arbejdspladser, hvor KLS har medlemmer. Både medlemmerne, tillidsfolkene og afdelingerne var under hårdt pres. Ikke mindst fordi besparelserne gik forud for forbedringerne af uddannelsen og arbejdets modernisering og tilrettelæggelse, som kunne have hindret fejltagelser og dårligt samarbejdsklima under forløbet.

Politisk kom de offentligt ansatte fra asken og i ilden med de borgerlige regeringer i 1980erne. Kravet var en modernisering af den offentlige sektor, hvilket medførte decentralisering, som er fortsat langt ind i 90erne.

Tillidsrepræsentanter uddannes

Det var nødvendigt i langt højere grad at blande sig i den offentlige debat med synspunkter, der imødegik angrebene på de offentlige ansatte, uden at en modernisering blev afvist. Det medførte en øget arbejdsmængde for tillidsrepræsentanter og afdelinger. Udviklingen i arbejdsopgaverne og stigningen i antallet af arbejdsløse, samt en fortsat kraftig stigning i antallet af medlemmer, gav et pres på alle afdelinger og således også KLS.

I 1992 var Smallegade 18 for lille, og derfor købtes Smallegade 14, hvor a-kassen rykkede ind. I 1993 sker fusionen mellem DKA og HAF, Husligt Arbejder Forbund, så Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, blev en realitet. Det medfører en betydelig omrokering af medlemmerne, hvor KLS modtog medlemmer fra de andre københavnske afdelinger. 1. januar 1998 nedlægges Frederiksberg-afdelingen og også herfra overflyttes medlemmer til KLS. Udviklingen på rengøringsområdet er ikke gået sporløst hen over KLS i de seneste 20 år. Der er mange årsager til, at medlemstallet er næsten halveret siden 70erne, så der i starten af det nye årtusinde kun er ca. 7.000 medlemmer.             

Brug for en stærk fagforening

Alligevel står KLS med en række erfaringer gennem de seneste 95 år, som der vil være brug for i fremtiden. For udviklingen mod privat rengøring, rationaliseringer og besparelser fortsætter ufortrødent. Derfor har medlemmerne stadig behov for en stærk faglig organisation, der kan videreføre de mange opgaver som en fagforening som KLS har i rygsækken.

Fagbevægelsen står ved starten af dette årtusinde stadig med stor kraft og en betydelig samfundsmæssig indflydelse, som skal videreføres. Det er det, som fællesskabet fortsat skal arbejde med at styrke.

Et medlem i KLS i 2004 har ikke meget til fælles med medlemmerne i 1909 - de der startede foreningen - eller i 1945. Men kampen for det som er skabt gennem disse mange år skal videreføres. Det er opgaverne i de kommende år for alle tillidsvalgte og ansatte i fagforeningerne.