Arbejdsmiljøpris 2011 til Omsorgscenter Hjortespring
Deres glade ansigter med stolte smil bag de store gul-orange blomsterbuketter viste deres gode humør, som medarbejderne også brugte til at fortælle historien om rengøring og bakterier med en - tørresnor igennem hele den lange gang i stueetagen i Omsorgscenter Hjortespring.
- Med tekster og billeder på tørresnoren har I dramatiseret både hygiejne og fysisk og psykisk arbejdsmiljø på en humoristisk måde. Rengøringsafdelingens medarbejdere af mange nationaliteter og omsorgscenterets øvrige medarbejdere blev inddraget i arbejdet med miljø og arbejdsmiljø. Så alle blev informerede og kunne følge med i udviklingen, sagde Per Kristensen i Arbejdsmiljøudvalgets begrundelse for at give KLS Arbejdsmiljøprisen 2011 til omsorgscenter Hjortespring.
- Det viser, at arbejdsmiljø ikke kun behøver at være sure gamle mænd med løftede pegefingre, men det kan være både spændende og inspirerende. Samtidig har I synliggjort rengøringsafdelingen, så alle véd, hvem I er, og hvad I laver. - Og ikke mindst hvorfor det er vigtigt!
På storskærm blev så vist en række billeder af deres tørresnor med forskellige muntre og alvorlige oplysninger. Gode råd om at vaske hænder ordentlig hygiejnisk hængt op ved håndvaske. Samt oplysninger om hvordan de svanemærkede, grønne rengøringsmidler tager hensyn også til miljøet.
Til forsamlingens klapsalver fik de syv medarbejdere fra omsorgscenter Hjortespring overrakt også checken på 5.000 kr. for Arbejdsmiljøpris 2011.
- Fantastisk for os at komme her og få Arbejdsmiljøprisen, det er vi rigtig stolte af, siger Janne Lauritsen.
- For det er altid dejligt at blive anerkendt for sit arbejde.