Folketingsvalget - dit valg

Så er det tid til at spidse argumenterne og blyanten - for nu skal der krydses af på den lange stemmeseddel. - Hvem skal helst ind i det ny Folketing og stå i spidsen for at udforme politikken for, hvordan vores liv og muligheder skal udvikle sig de næste fire år?

Det seneste års opinions-målinger tyder på klart flertal for S-SF-regering med støtte fra Enhedslisten og de Radikale - efter fremgang for især Enhedslisten, Radikale og Socialdemokraterne. Men Venstre-Konservative regeringen med Dansk Folkeparti slås for retten til at styre politikken og Danmark.

- Hvem skal have mest gavn og fordel af statens milliarder?

- Hvad er vigtigst for dig, din familie, venner og kollegaer?

Det svarer KLS-medlemmer på her.

- Men valget er dit. Så husk at stemme!

 Selvfølgelig vil jeg stemme

- Valget betyder meget for vores arbejdsforhold og livsmuligheder. Men jeg har ikke tænkt så meget over endnu, hvad der er vigtigst for mig, siger Fatma umiddelbart. Hun er tilsynsassistent i rengøringen på Oehlenschlægersgade Skole på Vesterbro.

- Tror ikke, det gør meget forskel, om vi får en ny regering med Helle og Villy. Men forhåbentlig vil en S-SF-regering ændre nogle af de ting, som Lars Løkke-regeringen har gennemført med Konservative og Dansk Folkeparti.

- Socialdemokraterne har ændret sig meget, og Helle er ny. Hende har vi ikke prøvet endnu.

- Selvfølgelig vil jeg stemme, og måske på Helle. Men jeg véd ikke, om hun vil holde alt det, hun lover, siger Fatma Orhan.


Stop angrebene på fagbevægelsen og almindelige mennesker

- Fantastisk vigtigt valg, et af de vigtigste jeg kan huske, synes Stine Andersen, køkkenmedhjælper i Albertslund.

- Den borgerlige regering angriber jo fagbevægelsen og almindelige mennesker, f.eks. med efterlønnen og tilbagetræknings-reformen, samt nedskæring af dagpengene. - Det bliver et økonomisk blodbad næste år, når mange fyrede først begynder at miste dagpengene.

- Dansk Folkeparti har virkelig vist, hvor de hører hjemme - med de mange forlig om nedskæringer. Det synes jeg, folk skal skrive sig bag øret, opfordrer Stine.

- Igennem de ti år med VK(O)-regeringen føler jeg det stadig mere pinligt at være dansker med de mange udlændinge-stramninger. - Især den måde man taler om udlændinge og behandler dem på med 24-års reglen og forsørgerpligten. Det tvinger jo folk til at flytte til udlandet.

Og hvad ligner det med den asociale skattereform. - Folketingsflertallet skærer ned i arbejdsløses dagpenge - samtidig med at man giver skattelettelser til de rige. Det er jo rendyrket klassepolitik.

- Så jeg stemmer på Enhedslisten, siger Stine Andersen.