• Læs op
• Udskriv

Skrevet af Asbjørn Wahl, faglig leder af Alliansen for Velferdsstaten i Norge. Det her forkortede debat-oplæg blev holdt på Fagligt Ansvar konferencen i juni ”Kan det virkelig passe … at den offentlige sektor er for stor?”

De nye magtforhold har lagt grunden for en stærk omfordeling af værdierne i samfundet. For det er det kampen drejer sig om på tre grundlæggende fordelingsområder i samfundet:

• Mellem offentligt og det private

• mellem arbejde og kapital

• og mellem rige og fattige.

På alle de områder er udviklingen gået i forkert retning. Hvis vi skal generobre og videreudvikle velfærdsstaten, skal de magtforhold ændres.

Den offentlige sektor er blevet det mest attraktive område for kapitalens ekspansion ud på nye markeder. Hele finanskrisen skyldes en hæmningsløs mængde kapital, der er på desperat jagt efter profitable investeringer.

Det offentlige område - en lækkerbisken

Det vigtigste ny marked for kapitalen i dag er den offentlige sektor: Over 40 procent af den vesteuropæiske økonomi ligger i den offentlige sektor. Hvis en stor del af den aktivitet kan blive lagt ud på markedet, så åbner man et enormt nyt område for kapitalen at investere i.

Det er drivkraften bag privatiseringskampen.

Aviser og TV hævder andre argumenter - at private virksomheder er bedre og mere effektive end offentlige osv. osv. Men det er en ideologisk overfladedebat. Under det er der stærke drivkræfter, som vil åbne den offentlige økonomi for investeringer.

For at opnå det må man gøre to ting, nemlig svække fagbevægelsen og demokratiet. Man må huske, at det, der drev velfærdsstaten frem, var arbejderbevægelsens fremvækst og demokratiseringen af samfundet gennem stemmesedlen.

Hvis velfærdsstaten skal svækkes, så er det netop de to søjler, som velfærdsstaten hviler på, der skal stækkes. Og det er det der foregår i dag.

Vi er endnu ikke så udsatte for det i Norden som andre dele af Europa. Men bemærk det der sker i Grækenland, Portugal, Irland, England og Spanien lige nu, hvor demokrati og fagbevægelse bliver angrebet, og velfærden udsættes for en massakre.

Vigtige instrumenter i den udvikling er internationale institutioner som EU, IMF og WTO. De definerer betingelserne for, at Grækenland, Irland og Portugal kan få lån.

Og betingelserne er massive privatiseringer og nedskæringer af de offentlige institutioner. Det er ikke tilfældigt.

Er den offentlige sektor for stor?

Man påstår, at den offentlige sektor er blevet for stor. Det er den i Danmark og Norge, men det er den også i alle andre lande, uanset størrelsen. For kritikken mod den offentlige sektor har intet med størrelsen at gøre - den er altid for stor.

Det er faktisk sådan, at kritikken af den offentlige sektor er allerstørst i de lande, hvor den er mindst: Angrebene mod velfærdsstaten, som vi har set det i de sidste år, har været stærkere i USA, Storbritannien og New Zealand end i Norden. Hvorfor?

Jo, fordi det ikke handler om størrelsen af den offentlige sektor, den er per definition for stor i alle lande. Der føres en kamp for at reducere den offentlige sektor, uanset hvor stor den er.

Myten, om at den offentlige sektor er blevet for stor, bruges til ideologisk at svække den offentlige sektor. Det er indholdet i debatten.

Det er styrkeforholdene og den politiske magt i samfundet, som afgør, om vi løser problemer i fællesskab eller privat. Det er det, det drejer sig om.

Det handler ikke om, at man skal holde op med behandle folk på hospitaler eller ej. Heller ikke om man skal holde op med at drive omsorg for ældre eller ej.

Det handler om - løser vi problemerne i fællesskab eller hver for sig? Det er det kampen om størrelsen af den offentlige sektor består i.

Det har intet med økonomisk nødvendighed at gøre. Det er et politisk valg.