Flest, men få stemte ja til papirtynd OK
- Mens regeringen forringer efterløn og uddannelser
Der er indgået overenskomst for 2011-2013. Og der er ikke mange penge denne gang. På grund af at reguleringsordningen i 2009 udmøntede mere i lønkroner på det offentlige område - end der var dækning for i forhold til lønstigningerne på det private område – ja, så er der slet ingen generelle lønstigninger i 2011. I 2012 bliver der cirka 2,65 procent til generelle lønstigninger, som vil sikre reallønnen i dette år. Derudover fortsætter aftalen om seniordage. Og endelig var der 0,3 procent til forhandlinger om den enkelte overenskomst. 0,3 % er næsten ingen penge. Så det er ganske få ændringer, vi vil mærke i de næste par år. Det midlertidige tillæg vil udløbe pr. 31. december i år, og i stedet vil grundlønnen blive løntrin 14. (Du kan læse mere om OK-resultatet side 4-5).
OK-forliget i kommunerne og i regionerne har været til urafstemning blandt FOA’s medlemmer indtil 4. april. Stemmeprocenten blandt medlemmerne var denne gang ikke særlig høj – knap 40 % har valgt at bruge deres stemme. Det er måske ikke så underligt, at stemmeprocenten var lav denne gang. Der var ikke megen medie-opmærksomhed hverken om forhandlingerne eller om resultatet. Der var ikke aktivitet, som vi husker det fra 2008 med demonstrationer og strejker. Selve forliget er selvfølgelig også så magert denne gang, at mange måske slet ikke synes det er nødvendigt at stemme.
KLS har vi haft en nogenlunde pæn stemmeprocent i forhold til andre FOA-afdelinger, og det er i hvert fald tegn på, at medlemmerne er interesseret i, hvad der sker med løn og ansættelsesvilkår.
Vi er i en krisetid, den økonomiske krise er langt fra overstået, og ledigheden er måske nok stagneret, men er alt for høj alligevel. Mange medlemmer af KLS er i denne tid udsat for, at deres arbejde skal lægges om, der skal løbes endnu stærkere - og mange bliver varslet ned på et lavere timetal.
Vi ser desværre, at de forslag, som nu kommer på bordet fra regeringen - ændring af retten til efterløn, lavere offentlige ydelser, ændringer i retten til SU og ændringer i voksenuddannelses-støtte og førtidspension - kommer til at ramme de mennesker, som har de laveste indkomster, mindst uddannelse og det dårligste og mest nedslidende arbejdsmiljø.
Det er lige i denne tid, her i maj, at regeringen forhandler økonomi med kommuner og regioner for 2012. Og der er på forhånd påbudt nulvækst. Hvis det skal holdes, vil vi mærke endnu flere nedskæringer og opsigelser.
Det er ikke økonomi, vi kan glæde os over i denne måned – men så kan vi forhåbentlig glæde os over naturen efter en lang og kold vinter.
I april og maj springer træerne ud – fuglene synger og violerne blomstrer, så det er en ren fornøjelse. Kartoflerne er lagt i jorden, ærterne er sået. Så nu er det bare at nyde alt det, der kommer af sig selv - og ikke har noget med krise at gøre.
Venlig hilsen
Ellen