Madmod
På konferencen tirsdag 13. september kl. 9.30-15 lanceres bogen Madmod, som er blevet til i et frugtbart samarbejde mellem FOA, Claus Meyer og Meyers Madhus.
Konferencen og bogen fortæller blandt andet:
• Hvad forskningen siger om børn, mad og spisekultur
• Når mad bliver til religion, kærlighed til en figenstang, og kræsenhed til et princip
• Hvad testpersonerne har at sige om deres erfaringer med opskrifterne, deres tips og gode råd
Bidrag-yderne er bl.a. gastronomisk iværksætter Claus Meyer, børneforsker Erik Sigsgaard, Københavns Madhus-direktør Anne Birgitte Agger, sektorformand Gina Liisborg. Kogebogens retter er afprøvet af bl.a. KLS-køkkenmedhjælperne Yvonne Herold og John Krogh.
Se mere om program, bog og opskrifter på hjemmesiden www.foa.dk/madmod
Her får du en smagsprøve på bogen:
Madmod for børn og voksne
Vi har valgt at kalde denne kogebog - udgivet af Meyers Madhus og FOA - for Madmod.
Med ordet „madmod“ tænker vi på de smås lyst til at smage nye ting og springe ud i nye madoplevelser.
Børn har en medfødt eventyrlyst. Men vi kan som voksne give lysten en plads til at folde sig ud. Hvis vi kan åbne børnenes sind for maden og for naturen, giver det mere end vellykkede måltider.
Madmod starter med os voksne. Det kan f.eks. være at give sig i kast med at lave mad sammen med en flok børn for første gang - uden helt at vide om resultatet bliver spiseligt. Eller at gå i gang med at plante kartofler i en gulvspand, selv om man ikke umiddelbart synes, man har grønne fingre. Eller servere rosenkål en gang til, selv om det var en dundrende fiasko de første tre gange.
Brug det af bogen, der passer til dig og til din og børnenes hverdag. Fra sted til sted er der forskel på de fysiske rammer, bemandingen, budgetterne, børnenes alder og meget andet.
Derfor håber vi, at du vil spørge dig selv: - Er det her noget, jeg kunne tænke mig at prøve? Kan det lade sig gøre hos mig? Hvad skal der til, for at det bliver muligt?