Ukendt serverfejl skaber problemer for FOA's dagpengemodtagere
Et ukendt nedbrud på FOA’s hjemmeside i går søndag og mandag morgen har betydet at dagpengemodtagere var afskåret fra at indsende deres dagpengekort rettidigt til a-kassen. FOA har som konsekvens udskudt fristen.
Et dobbeltnedbrud på FOA’s servere, der fandt sted i løbet af søndagen og senest mandag morgen, har givet store problemer for medlemmerne på dagpenge.
Dagpengemodtagere har nemlig kun søndagen til rådighed til at indberette dagpengekortet, hvis de vil have garanti for at få udbetalt deres penge til den første dag i måneden.
Men nedbruddet og efterfølgende lange svar-tider gjorde det umuligt for mange overhovedet at få adgang til FOA’s hjemmeside.
FOA’s it-folk blev gjort opmærksom på problemet ved 20-tiden søndag aften. Hjemmesiden var ifølge FOA’s it-chef Jørgen Krølle Petersen tilgængelig igen kort tid efter, selv om systemet dog fortsat var skæmmet af de lange svar-tider.
Han fortæller desuden, at systemet var nede igen mandag morgen fra klokken 6 til 8:30.
»Vi har kaldt vores specialister ind fra ferie, og de gik omgående gik i gang med at finde fejlen. Lige nu kører det, som det skal, men de sidder og overvåger det,« fortæller FOA’s it-chef.
Jørgen Krølle Petersen siger, at FOA som følge af nedbruddet har forlænget fristen for, hvornår medlemmerne skal have indberettet deres dagpengekort.
»Vi beklager det selvfølgelig dybt, og vi har fået etableret det sådan, at medlemmerne har nogle ekstra dage til at komme af med dagpengekortet. Alle der indberetter inden onsdag morgen, vil få deres penge rettidigt,« forsikrer FOA’s it-chef Jørgen Krølle Petersen.