Brug rotationsordningen

Til uddannelse mens en gratis vikar klarer dit job

Kære alle

I disse tider hvor der kommer flere og flere arbejdsløse, og det er sværere at finde nyt arbejde igen, vil jeg gerne gøre opmærksom på muligheden for jobrotation. Rotation betyder, at man som fastansat medarbejder kan søge om muligheden for at tage noget uddannelse for at dygtiggøre sig - og hvor ens arbejdsplads så imens kan få en gratis vikar, mens man selv er væk på uddannelsen.

Ordningen kaldes rotationsstillinger og er bygget op på følgende måde:

En eller flere fastansatte medarbejder skal indgå en aftale med sin leder om - at man kan få lov til at tage noget uddannelse i arbejdstiden med fuld løn. Selve uddannelsen kan være alt muligt, her er det kun fantasien og lederen der sætter grænser. Det kan eksempelvis være en medarbejder, der ønsker at tage uddannelsen til - erhvervsuddannet serviceassistent på merit. Den uddannelse tager et år, og mens medarbejderen er på uddannelse, kan der så komme en ledig ind som gratis vikar i midlertidig stilling og udføre det arbejde, som medarbejderen på uddannelse ellers normalt tager sig af.

Vikarens løn kommer fra en pulje penge afsat af staten, hvis man bare ansøger om dækning af vikarens løn. Man kan få for samme timetal, som medarbejderen er i uddannelse på uge for uge, dog skal det samlet timetal udgøre mindst 10 timer om ugen og maks. 37 timer om ugen for en vikar. En vikar kan godt være vikar for mere end en medarbejder ad gangen - hvis man eksempelvis har 3 medarbejder der alle tre skal på uddannelse 1 dag hver især over en 6 måneders periode, kan man få en vikar til at dække disse tre medarbejderes arbejdstimer i de 6 måneder. Man kan også bruge flere vikarer til at dække for en eller flere medarbejdere, mens de er under uddannelse. Det afgørende er, at antallet af vikartimer ikke overstiger antallet af medarbejder-timer, der bruges mens medarbejderne er under uddannelse.

Den timesats, som arbejdsgiveren får fra rotationsmidlerne, er højeste dagpengesats + 60 % = 170,36 kr. time for time. Det skal gå til dækning af vikarens løn, pension samt feriepenge. Vikaren har ret til overenskomstmæssig løn. Hvis rotationstimelønnen på 170,34 kr. er større end vikarens timeløn, tilfalder overskuddet arbejdsgiveren. Medarbejderen på uddannelse skal have sin normale løn fra arbejdsgiveren, mens uddannelsen står på.

Alle, der har været på kontanthjælp eller på dagpenge i mindst 3 måneder, kan blive vikarer. Og alle medarbejdere, som ikke har en længere, varig uddannelse bag sig, kan benytte sig af jobrotations-midlerne. Hvis man har en længere varig uddannelse - men ikke har brugt den inden for de seneste 5 år - kan man dog også benytte sig af rotationsmidlerne.

En vikar på dagpenge, som komme ind i en rotationsstilling, optjener desværre ikke timer i forhold til a-kassen. Men gøre heller ikke brug af sin ledighedsperiode, så længe vedkommende ikke modtager supplerende dagpenge samtidig med vikariatet. Så hvis man kan få tilstrækkelig vikartimer, kan man udskyde sin ledighedsperiode med samme periode, som man er inde og arbejde som vikar i.

Jeg håber meget på, at nogle af jer finder ordningen attraktiv og får lyst samt mulighed for at tage noget uddannelse - som kan være med til at dygtiggøre jer til at blive fastholdt på arbejdet. Og som samtidig kan skabe en mulighed for at hjælpe nogle af vores mange medlemmer, der desværre inden for de næste 6 måneder af 2013 risikerer at falde ud af dagpenge-systemet.

Jeg og KLS vil meget gerne stille os til rådighed for at uddybe og undersøge mulighederne for jobrotation. Men det kræver, at I som medarbejdere også selv har lyst til at tage noget uddannelse, for at vi kan komme på banen.

Vi er jer gerne behjælpelig med at tage snakken med jeres leder, hvis der er brug for det, forud for at I kan komme på uddannelse.

Husk der er næsten ingen begrænsninger for indholdet af uddannelse - der kan spænde lige fra dansk-undervisning i arbejdstiden til en uddannelse til SOSU-hjælper m.m.

Skal vi sammen få taget hul på rotationsmidlerne, så pengene ikke bare ligger og rådner op i statskassen?
Lad mig høre fra jer snarest.

Mimi Bargejani
Mobil: 21 92 58 17 * Mail: ymyb@foa.dk