Tilløbsstykke - KLSere vil med til deres generalforsamling!

121 KLS-medlemmer strømmer til "Friheden" på tirsdag 17, april kl. 17

- For de vil altså også være med i debatten om fagforeningens fremtid og med til at bestemme valgene blandt 7 kandidater til KLS-bestyrelsen.

Der har ikke i mange år været så stort et antal medlemmer til den årlige generalforsamling – som er fagforeningens højeste myndighed. Kun i april 2009 kom der hele 150 medlemmer for at vælge Mimi til ny næstformand og en ny til bestyrelsen.

På tirsdag skal de fremmødte vælge, hvem der skal være næstformand, faglig sekretær og to nye til bestyrelsen i deres fagforening.

For Kirsten Kruse og Lene Anthony genopstiller ikke efter deres mange år i bestyrelsen.

Hele syv tillidsfolk har meldt sig som kandidater:
*Liselotte Nielsen, fællesTR på Gentofte Hospital. Nuværende suppleant
*Tove Bahne, fællesTR i Rødovre kommune. Nuværende suppleant
*Irene Holmstrøm, U&U klubformand
*Pia Nielsen, klubformand De Gamles By
*Stine Andersen, bestyrelsesmedlem Albertslund-klubben
*Jane Vinstrup, formand K.R.I.T.-klubben Tårnby
*Zeljko Ristic, formand HM-klubben Bispebjerg Hospital

Hver af de syv kandidater vil kort fortælle, hvem de er, og hvorfor de ønsker at stille op til fagforeningens bestyrelse.

Så de 121 deltagere i generalforsamlingen kan få et indtryk af, hvem de vil stemme på.


Men det kan faktisk godt være, der møder flere KLS-medlemmer op. For de 121 har tilmeldt sig spisningen kl. 16.

– Men alle medlemmer kan jo bare møde op kl. 17, når generalforsamlingen starter. Og gå ind og deltage i generalforsamlingen efter at have dokumenteret deres medlemskab.

Så der skal nok blive fyldt godt op i salen i Frihedens Idrætscenter, Hvidovrevej 446 i Hvidovre. Det ligger ved Friheden Station, og bus 132 kører næsten til døren. Også bus 18, 121 og 200S kan bruges.