Ellens leder

Jo flere vi står sammen - jo flere kræfter har vi

Nu er efteråret over os – og det kan mærkes. Der bliver mindre og mindre dagslys, uret bliver stillet om til vintertid, og visne blade blæser ind, når yderdøren åbnes.

FOA/KLS har flyttet adresse til Valby for en måneds tid siden, og jeg håber, at de af Jer - som har haft brug for at komme i kontakt med fagforeningen og A-kassen - har oplevet, at det har kunnet lade sig gøre. Der var start-vanskeligheder, specielt med telefonerne, men de seneste par uger har vi ikke fået klager – så det er forhåbentligt et overstået problem.

Vi havde en rigtig fin og hyggelig Åbent Hus-dag torsdag 17. oktober. Det var dejligt at se, at så mange som 200 medlemmer ville finde vej til fagforeningen for at se de nye lokaler og få et par hyggelige eftermiddagstimer sammen med medarbejderne og hinanden. Mange nød at hilse på tidligere kollegaer - ”Arhj, er du her også, dejligt at se dig igen!”


I kampagneugen 11.-15. november har vi sat alle sejl til for at få besøgt rigtig mange arbejdspladser. Det gør vi for at høre om, hvad der rører sig på arbejdspladsen – Hvad er de særlige problemer? Er der nogle medlemmer, som gerne vil have tjekket deres løn? Er der nogle, som vil meldes ind i fagforeningen? Er der arbejdspladser, hvor I gerne vil vælge en tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant? Hvad vil I gerne have, at fagforeningen særligt skal tage sig af?

Og det gælder ikke kun i uge 46 eller i perioden frem til jul. – Alle medlemmer kan altid ringe ind i KLS og aftale, at vi kommer på besøg på et aftalt tidspunkt. Det kræver kun en telefonopringning eller en e-mail, hvis I gerne vil have et besøg! Og hvis I hellere vil mødes her i fagforeningen – så er det lige så let – så aftaler vi bare et tidspunkt, hvor du eller I kommer på besøg her!

Hvis vi vil bevare gode løn-og arbejds-vilkår på vore arbejdspladser, er det meget vigtigt, at alle vore kollegaer er medlem af fagforeningen. Vel at mærke en rigtig fagforening, som gør hvad der er muligt for at fastholde og forbedre lønnen, arbejdsvilkårene og arbejdsmiljøet. Jo flere vi står sammen, jo flere kræfter har vi. Det skal vi kunne forklare de kollegaer – som for øjeblikket har valgt at være medlem af en gul fagforening, der ikke laver arbejdet med at indgå overenskomster og påse, at de bliver overholdt. De gule fagforeninger uddanner ikke tillidsfolk. Og de kommer ikke på besøg på arbejdspladsen for at høre, hvordan det går.

Så jeg håber, at I alle – medlemmer som tillidsfolk – vil gøre en indsat for at få talt med alle jeres kollegaer om, hvorfor det er så vigtigt at være medlem af den ”rigtige” fagforening.

Hvis I bruger blanketten med indmeldelse her i bladet på side 13 – så er der en præmie på 250 kr. for hvert nyt medlem, som faktisk melder sig ind i FOA/KLS.

Venlig hilsen

Ellen