KLS vundet 2,7 millioner kr. i højesteret i kopimaskine-sagen mod Siemens
Højesteret idømte mandag 12. april kopimaskine-leasingfirmaet Siemens Financial Services Denmark til at tilbagebetale FOA/KLS så meget som 2,7 millioner kr. med renters rente - for urimelige og vildledende forretningsmetoder i forbindelse med lejekontrakt på en kopimaskine.
Fagforeningen har kørt retssagen om kopimaskine-handelsfusk mod det store firma både ved byretten, landsretten og altså højesteret.
Efter fradrag for advokatsalær med moms har FOA/KLS nu endelig fået udbetalt 2.380.000 kr. Det er tilbagebetaling for størstedelen af det beløb på 3,4 mio. kr., som KLS var blevet dømt i byret og landsretten i 2010 til at betale kopimaskine-leasingselskabet Siemens F.S.DK.
- Selvfølgelig har det kostet at føre sagen i både byret, landsret og højesteret. – Men beløbet var så stort og leasingselskabets metode så urimelig - da de slet ikke forholdt sig til, at sælger var en bedrager, som belånte en printer til en værdi af 10.000 kr. med et beløb på 1,4 millioner kr. - at vores advokat mente, sagen burde behandles i Højesteret, siger KLS-formand Ellen Pedersen.
At sagen faldt så positivt ud for FOA/KLS i Højesteret skyldes vores meget engagerede og dygtige advokat, Anders Rynkebjerg, vurderer fagforeningsformanden.
Næstformand Mimi Bargejani finder det ”superdejligt at højesteret var enig med os i, at Siemens ikke kunne fritages for at have et ansvar for indholdet af aftalen. – Nu har vi heldigvis lært, at man skal være meget på vagt, før man skriver under på aftaler med firmaer!”
Advokaten foreslår FOA at give afdelingerne nogle gode råd – så man undgår lignende dyre og tidskrævende sager. Nogle af de implicerede personer fra kopi- og printer-sagerne har nemlig nu kastet sig over kaffebranchen og tilbyder tilsvarende urimelige lejeaftaler for kaffemaskiner!
FOA tilbyder nu alle fagforbundets afdelinger at leje kopimaskiner og andre store kontormaskiner – men ikke kaffemaskiner - til en fornuftig pris hos FOA.