Bare kom og tjek vores lønsedler
Mange medarbejdere spærrede øjnene op og modtog med åbne arme og døre de tillidsvalgte og ansatte fra FOA-forbund og fagforeninger, som over hele landet rykkede ud på arbejdspladserne i uge 46 midt i november.
Medlemsservice-organisator Lotte Frederiksen havde forberedt at tage ud til arbejdspladser i Hvidovre, Børne- og Ungeforvaltningen i København samt Glostrup Hospital sammen med tillidsrepræsentanter.
- Vi besøgte i alt 80-85 arbejdspladser og blev kun mødt med positive reaktioner. Medarbejderne er rigtig glade for at få tjekket deres lønsedler – så de kan se, om de får den rigtige løn. De lønfejl, vi fandt, bliver nu behandlet og rettet med hjælp fra fagforeningen, fortæller Liselotte.
Lønsedler på nettet driller
Det var ikke alle KLS-medlemmer, som havde fulgt Lottes opfordring og taget deres lønsedler eller nøglekortet til deres Nem-id med.
- Det giver store problemer for mange medarbejdere, at de skal finde deres lønsedler på E-box. Det er ikke lige til at finde ud af for alle. Men så er det en fordel, at vi kan sige til medlemmerne: - Bare kom in på pc-kursus i fagforeningen, for så skal I nok nemt lære det!
Specielt i Hvidovre, hvor fire tillidsrepræsentanter er nyvalgt, var det rigtigt godt for dem at komme rundt på arbejdspladserne under kommunens Rengøringssektion og møde deres kollegaer, som jobber spredt rundt i hele kommunen.
- Og medarbejderne var glade for at se og snakke ansigt-til-ansigt med deres tillidsvalgte, siger Lotte.
Pressede arbejdstider
Mange medlemmer er pressede af arbejdstiderne, når de skal nå at gøre ordentligt rent efter at være sat ned i tid.
- Så vi måtte snakke henover rengøringsmopper, gryder, potter og pander. Og vi havde svært ved at møde rengøringsmedarbejderne på børneinstitutioner i Københavns kommune – for de arbejder på alle tider af døgnet, og vi kender ikke deres arbejdstider, siger Lotte.