Brøndby har fyret privat rengøringsfirma fra skole
Efter mange måneders mangelfuld rengøring har Brøndby Kommune fået nok.Kontrakten med det private rengøringsfirma Alliance+ er opsagt og firmaet fjernet fra Brøndbyøster Skole, har borgmester Ib Terp meddelt fagbladet KLS Nyt.
”Vi har indgået aftale med Alliance+ om, at de er stoppet med rengøringen og betaler en bod på 50.000 kr. Rengøringsopgaven genudbydes. I mellemtiden vil vi klare rengøringen på en korttidsaftale”, skriver Brøndbys borgmester 7. juni i en mail som svar på fagbladets spørgsmål.
Alliance+ overtog den kommunale rengøring på Brøndbyøster Skole i juli 2013. Firmaet varslede samtlige 11 medarbejdere ned til 9½ time om ugen, så de skulle gøre skolen rent på i alt 21 timer pr. dag.
Tidligere havde de 11 medarbejdere samlet 75 timer om dagen til at holde skolen ren - altså 3-4 gange mere tid.
Servicerapporter viser, at rengøringen har været ’uacceptabel og meget mangelfuld’.
Brøndby Kommune mener ikke, at firmaet har levet op til kontrakten. Så Alliance+ fik maj måned til at rette op på rengøringen af skolen for at undgå en fyreseddel.
Men det kunne firmaet ikke.
Umenneskeligt tempo
Det overrasker ikke næstformanden i de kommunale rengøringsmedarbejderes fagforening FOA/KLS:
”Personalet har skullet gøre rent i et urealistisk og umenneskeligt arbejdstempo. Det håber vi, Brøndby Kommune vil rette op på,” siger Mimi Bargejani.