Demo mod Letz Sushi-fyring af 3F-talsmand - fredag kl. 9-10 foran DA
Fredag 21. februar kl. 10 var der fællesmøde i Dansk Arbejdsgiverforening om fyringen af Letz Sushi-medarbejdernes talsmand Ulrik Frost.
Medarbejdere med 15 faner fra især 3F fagforeninger, men også HK Service og FOA/KLS, havde fulgt opfordringen fra 3F København til at deltage i en markering foran DA fredag kl. 9 - 10 i Vester Voldgade 113.
Ulrik Frost var efter seks års deltids-ansættelse fra maj 2013 blevet talsmand for en gruppe medarbejdere, som har forsøgt at få sushi-kæden Letz Sushi til at tegne overenskomst med fagforbundet 3F. De ansatte vil have en overenskomst med løn på brancheniveau, pension og afskaffelse af såkaldte standby-vagter, hvor medarbejderne med kort varsel kan indkaldes på arbejde.
Det lykkedes at få standby-vagterne afskaffet, et løfte om en lønstigning og underskrift på udkastet til en overenskomst mellem 3F og Letz Sushi sidst i december.
Men i januar gik det galt. Firmaet sprang fra den ’for dyre’ overenskomst. Og fyrede medarbejdernes talsmand Ulrik Frost for ’illoyale udtalelser’.
- ”Hvis man taler grimt om sin arbejdsplads, er man ikke loyal,” sagde direktør Louise Ertman Baunsgaard i Politiken 29.1.2014.
Fagforbundet 3F har indbragt fyringssagen for Afskedigelsesnævnet for at få godtgørelse til den fyrede talsmand. Og få idømt Letz Sushi en bod til 3F, fordi fyringen modarbejder deres faglige arbejde.