Eleverne må holde sig – toiletter ikke klar til heldagsskolen
Toiletter gøres ikke mere rent, når eleverne skal være i skole hele dagen
Mange af landets folkeskoler er ikke klar til det nye skoleår, hvor eleverne kommer til at opholde sig på skolen hele dagen. Toiletterne udgør et særligt problem.
- Lugten kan være slem, og man kan aldrig være sikker på, om der er håndsæbe, papirhåndklæder eller toiletpapir, siger Miranda Dagsson, formand for organisationen Danske Skoleelever til Fagbladet FOA.
Fagbladet FOA har sat elevformanden stævne ved toiletterne på Grøndalsvængets Skole i Københavns Nordvest-kvarter. Lugten river i næsen. På gulvet ligger en sø af urin, man skal skræve over for at komme tørskoet ind på selve toilettet.
- Her ville jeg forsøge, om ikke jeg kunne holde mig, til jeg kom hjem, siger Miranda Dagsson.
- Det værste er, at det er svært at koncentrere sig om undervisningen, hvis man skal holde sig, fordi toiletterne er for ulækre, og man bare venter på at komme hjem. Heldagsskolen vil gøre problemet endnu større, siger hun.
Teknisk ejendomsleder Benni Willumsen har tilsynet med skolens tre fuldtidsansatte rengøringsassistenter:
- De arbejder i dag fra 6.00 - 13.20 - Men der bliver ikke mere rengøring med heldags-skolen, siger han.
Mandag 5. maj holder Rådet for Bedre Hygiejne den årlige Skoletoiletdag, der har til formål at gøre opmærksom på toiletternes betydning for skoleelevernes arbejdsmiljø. Arrangementet finder sted på Frederiksberg Rådhus i samarbejde med FOA og 3F.