Gør rent med tørmoppe spændt fast på løbehjul
Hva’ sker der…? KLS fællestillidsrepræsentanterne Gitte Møller, Flemming Kjølstrup, Lone Hansen, Zeljko Ristic, Anette Hertzum og Jane Vinstrup spærrede øjnene op og måbede – da de så, hvordan man kan gøre rent med en stor tørmoppe spændt fast foran på et løbehjul!
”Det er godt nok smart”, skriver Jane i sin dagbog fra verdens største rengøringsmesse Interclean 2014 i Amsterdam først i maj.
”Der var mange forskellige stande med rengøringsvogne, men ikke meget nyt under solen dér.
Så var Gitte mere tilfreds med at køre Taski’s gulvvaske-maskine med en hånd og isvaffel i den anden. (Det var nok ikke gået på Herlev Hospital).
Men da vi kom til Sprint-standen, var der virkelig en nyhed, som kan blive spændende at holde øje med brugen af: - For hvor mange af os vil ikke gerne ku’ gøre gulve på store gange rene ved at stå på et løbehjul og skubbe sig frem, så den brede tørmoppe fastspændt foran erstatter de mange moppebevægelser?! Men det kræver praktiske prøve-forsøg for at se, hvor effektivt, hurtigt og smertefrit den kan gøre rent?
En anden smart ting vi så, var sensorer på skraldespande - så man kan se, om skraldespanden skal tømmes, eller om affaldet bare skal skubbes lidt ned.
Også en sensor på håndpapirs-automater kan giver besked, når automaten er ved at være tom for papir. Man kan holde øje med på en app., hvornår der sidst er blevet tømt og fyldt.
Dag 2 hørte vi bl. a. om de mange slags linoleumsgulve, som FORBO laver af naturprodukterne linolie, harpiks, træmel, kalkstensmel og naturlige pigmenter. Blandt andet derfor er linoleumsgulvene Svanemærket.
Dag 3 fortsatte vi rundgangen på den kæmpe rengøringsmesse med de næsten 700 udstillere fra 43 lande. Vi fik snakket med flere udstillere om nyheder inden for rengøringsteknik og maskiner”, skriver Jane fra turen med Rengøringsfagligt Udvalg og Miljøudvalget i FOA/KLS.
Flere firmaer kan nu levere værktøjer, som giver data-oplysninger om - hvor mange gange toiletterne bruges, og hvor meget papir der anvendes. De data kan ses på en computer på kontoret eller ude på stedet via smartphone. Så får vi et øjeblikkeligt overblik over, hvor og hvornår der trænger til at blive gjort rent. – Meget nyttigt, hvis vi går fra fastlagte rengøringsskemaer til rengøring efter behov (som de f. eks. gør i Gladsaxe).