Utilfreds Dennis Kristensen forlader LO's daglige ledelse

FOA-formanden tager konsekvensen af at blive holdt udenfor

FOA-formand, Dennis Kristensen, træder ud af hovedorganisationen LO's daglige ledelse i protest mod, at FOA gentagne gange er blevet holdt udenfor, når de faglige ledere er blevet inviteret til vigtige, politiske forhandlinger.

Det oplyser FOA, som repræsenterer omkring 191.000 medlemmer hovedsageligt fra den offentlige sektor.

Det giver ikke rigtig nogen mening, at jeg repræsenterer FOA i den daglige ledelse i LO, når FOA nu entagne gange fravælges til deltagelse i møder - efter LO-formandens forgodtbefindende
Dennis Kristensen, formand for FOA

»Det her en ikke en udmeldelse af LO. Vi sætter i denne her sammenhæng ikke spørgsmålstegn ved vores medlemskab af LO. Men vi vil ikke acceptere, at et medlemskab af LO's daglige ledelse kan tilsidesættes af LO-formanden, når der skal forhandles«.

»Det er baggrunden for, at vi ikke synes, det giver mening at bruge tid på den daglige ledelse, når vi alligevel kun er med, når det passer ind i LO-formandens kram«, siger Dennis Kristensen 5. maj til Ritzau med henvisning til Harald Børsting.

LO's formand ærgrer sig

»Jeg er ærgerlig over FOA-formand Dennis Kristensens beslutning. Arbejdet i fagbevægelsen handler i høj grad om at søge indflydelse dér, hvor man kan få det. I LO vil jeg fortsætte det løbende samarbejde, vi har med FOA på alle måder«, siger Harald Børsting i en pressemeddelelse.

Formanden for funktionærerne i FTF, Bente Sorgenfrey, skriver på Twitter, at hun »forstår surheden, men ikke handlingen«.

Dennis Kristensens beslutning kommer efter sidste uges beskæftigelsesudspil fra regeringen. Her var formændene for den såkaldte LO-partsgruppe under Carsten Koch-udvalget inviteret til drøftelser i Beskæftigelsesministeriet 30. april om regeringens ny beskæftigelsesreform.

LO deltog med forbundsformændene for alle de store LO-forbund – bortset fra FOA’s Dennis Kristensen, som LO havde valgt ikke at invitere med. Angiveligt fordi ministeren kun ønskede at tale med socialdemokrater i fagbevægelsen.

Selv om FOA sidder i partsgruppen, var Dennis Kristensen heller ikke gjort bekendt med, at mødet blev holdt.

»I mine øjne burde LO sige, at man ikke deltager i forhandlinger, når man ikke selv kan bestemme, hvem der skal møde op«.

»Ligesom vi ikke selv kan bestemme, hvem vores modpart er til en forhandling. Uanset om det er overenskomstforhandlinger eller et møde med en regering«, siger Dennis Kristensen.

Udmeldingen gælder et år

Formanden mener ikke, det vil afskære FOA-medlemmerne endnu mere fra indflydelse i LO og de politiske forhandlinger, at de nu ikke er repræsenteret i LO's ledelse.

Dennis mener, at han allerede har gjort en indsats for at sidde med ved forhandlingsbordet.

»Det har vi forsøgt de seneste to år, siden det blev afsløret, at der havde været en hel møderække uden vores viden og deltagelse, selv om FOA var udpeget af den daglige ledelse til at indgå i den officielle forhandlingsgruppe om en trepartsaftale«, siger han.

Ifølge Dennis Kristensen gælder:

»Udmeldingen gælder indtil LO’s kongres, som holdes næste år. Dér vil vi så vurdere situationen, når vi ser hvilke kandidater, der stiller op for at afløse Harald Børsting«, siger FOA-formanden.

FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund. De omkring 191.000 medlemmer er ansat i kommuner og regioner, mens en mindre del er privat ansatte.

LO's daglige ledelse 5. maj

Daglig ledelse er den øverste myndighed mellem møderne i Hovedbestyrelsen. Daglig Ledelse vælges på kongressen og består af 14 medlemmer.

LO's formand og næstformand

2 LO-sekretærer

10 medlemmer fra forskellige forbund

• Per Christensen, 3F
• Claus Jensen, Dansk Metal
• Jørgen Juul Rasmussen, Dansk El-forbund
• Kim Simonsen, HK/Danmark
• Benny Andersen, Socialpædagogerne
• Ole Wehlast, Fødevareforbundet NNF
• Dennis Kristensen, FOA
• Max Meyer, Blik- og Rørarbejderforbundet
• Gita Grüning, Teknisk Landsforbund
• Flemming D. Vinther, HKKF
• Harald Børsting, LO
• Lizette Risgaard, LO
• Marie-Louise Knuppert, LO
• Ejner K. Holst, LO